Eriksens afsked med Tottenham var hverken køn eller fortjent

16x9
Christian Eriksen. Foto: Lee Smith / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR

Christian Eriksen har været i et vakuum, siden han - og ikke mindst hans agent - for syv måneder siden meldte ud, at der skulle ske noget nyt for den danske landsholdsspiller.

Nu er tågen lettet - og Eriksen kan begynde på et helt nyt kapitel i sin fodboldkarriere.

Det har i sandhed været en tur fra himmel til helvede.

Afskeden med Tottenham var hverken køn eller fortjent

Christian Eriksen blev hentet fra Ajax med sit store potentiale i 2013. Mauricio Pochettino overtog managerposten i Tottenham sommeren efter, og de to klædte hinanden. Eriksen spillede stort set alle kampe i alle turneringer helt frem til Champions League-finalen sidste år.

Normalt siger han ikke så meget, Eriksen.

Og han taler slet ikke i overskrifter. Men det gjorde han i begyndelsen af juni 2019, da ordene faldt: "Jeg vil prøve noget nyt".

Begyndelsen på enden

Få dage tidligere havde jeg overværet Champions League-finalen på Wanda Metropolitano i Madrid, hvor Liverpool triumferede mod Tottenham og Eriksen. Jeg bemærkede en Eriksen, der mere markant end normalt var gået ind i sig selv. Måske fordi han var dybt skuffet og ærgerlig, måske fordi han tænkte, at det her var hans sidste kamp for Tottenham.

I mange minutter - og længe efter at de øvrige Tottenham-spillere havde forladt stadion - gik danskeren rundt med bøjet hoved, og når han rejste det, så han mod nattehimlen. Han spadserede hvileløst rundt, fandt trøst hos nogle Tottenham-tilhængere, men det var ikke den Eriksen, jeg normalt har set.

Christian Eriksen sagde efter finalen, at han ikke tænkte på sin fodboldfremtid - "ikke lige nu". Men det gjorde han nok alligevel, for få dage senere kom meldingen, at han ville prøve noget nyt.

Som bekendt blev det ikke til noget i første omgang.

Selvom hans agent Martin Schoots smøgede ærmerne op på avisoverskrifterne med meldinger om interesse fra store klubber i Europa og England, havde han ikke fået balancereret sit forhold til Tottenhams storrådende Daniel Levy. Så det blev hverken til kontraktforlængelse eller klubskifte. Før nu.

Eriksen var ikke i vater

Hvad der er sket i den lange mellemliggende periode er forvirrende, men agenten har kørt løbet med mange ubekendte. Og Christian Eriksens værdi er faldet i takt med tiden - også fordi der ikke for alvor har været bud i den officielle del. Real Madrid, FC Barcelona, Paris Saint-Germain, Bayern München, Juventus, Manchester United har været nævnt - men ikke officielt.

Men fra at være ombejlet og fast inventar hos Tottenham blev det til mindre indflydelse, mindre spilletid. Om det var på grund af et fald i kvaliteten eller en handling fra den magtfulde chairman Daniel Levy, er på hylden med spekulationer. Eriksen var ikke i vater, og omvendt kunne det være en bevidst handling, et diktat fra Levy, når nu danskeren var ved at vende Tottenham ryggen.

Manager Pochettino udtalte i august sidste år, at "situationen svækker klubben og Eriksen". Alle kendte til managerens begejstring for danskeren, så det virkede påtaget, da han fortsatte: "Vi prøver at minimere problemet, for her er en spiller, der gør alt for at hjælpe holdet med sine præstationer - men jeg er altid åben for at hjælpe klubben og Daniel (Levy)..."

Christian Eriksen havde i lang tid et tæt forhold til manager Mauricio Pochettino, indtil han blev fyret i november 2019.
Christian Eriksen havde i lang tid et tæt forhold til manager Mauricio Pochettino, indtil han blev fyret i november 2019. Foto: Dylan Martinez / Ritzau Scanpix

Så røg Pochettino, José Mourinho kom til, og selvom han i tågede vendinger bakkede op om Eriksen, holdt han ham alligevel ud i strakt arm. Christian kom med og ikke med og røg så helt ud. Og hvorfor skulle han så tvinges med til FA Cup-kamp i lørdags ude mod Southampton, når han end ikke var i truppen? Lidt ydmygende.

Ufortjent afsked med Tottenham

Og det hele sluttede i Tottenham med tilskuer-piften mod den spiller, som ellers har været så tilbedt. Sådan er sportens ansigt. Det ved Christian Eriksen, men det har gjort ondt.

Nu er det FC Internazionale Milano, Inter, og nu kan man mærke et lettet åndedrag i Eriksen-lejren, i Tottenham hos manager José Mourinho og hos landstræner Åge Hareide.

Christian Eriksen laver en selfievideo med de Inter-fans, der var mødt op til hans lægetjek i Milano.
Christian Eriksen laver en selfievideo med de Inter-fans, der var mødt op til hans lægetjek i Milano. Foto: Matteo Bazzi / Ritzau Scanpix

Eriksen, fordi hans og andres spekulationer skylles ud med badevandet. Mourinho, fordi han nu med sikkerhed ved, at danskeren er skrevet ud af truppen. Og Hareide, fordi hans guldfugl møder op til EM-slutrunden med flere spilleminutter i ben og hoved, end han formentlig ville have fået i Tottenhams forår, og fordi han nu kan koncentrere sig fuldt ud om fodbold. Himlen er mere blå igen.

Afskeden med Tottenham var hverken køn eller fortjent.

Christian Eriksen har været et aktiv og en attraktion i hovedparten af årene siden ankomsten fra Ajax i 2013. Han har været en populær mand i London-klubben, hvilket jeg mærkede ekstra markant under et besøg sidste forår.

Her sagde klubbens press officer Simon Felstein, at Christian var den, de fleste medier ville have i tale udover Son Heung-min - at sidstnævnte var den mest efterspurgte, havde noget at gøre med de 15-20 sydkoreanske mediefolk, der dagligt var til stede til Tottenhams presseseancer.

Men ellers Eriksen før topscorer Harry Kane.

Nu er det en helt anden liga, en helt anden fodboldkultur, en helt anden hype - og forhåbentlig en helt anden Christian Eriksen. Ham, der har givet os så meget, indtil han åbnede munden den junidag sidste år.