Fodbold

Hareide satser på mange Eriksen-minutter i Inter før EM

Åge Hareide er glad for, at Christian Eriksen er skiftet til Inter. Han skal se ham live 9. februar.

Se Eriksen og Inter i Serie A på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Fodboldlandstræner Åge Hareide håber, at Christian Eriksens skifte til Inter vil sikre fynboen den nødvendige spilletid, så han står skarpt til sommer, når Danmark skal forsøge at få succes ved EM-slutrunden.

Det siger Åge Hareide til TV 2 SPORT.

- For landsholdet er det vigtigt, at han får masser af spilletid, siger nordmanden og tilføjer:

- Det bliver spændende at se. Christian har særlige kreative evner. Det har alle hold brug for. Inter har stærke angribere og gode midtbanespillere. Det bliver spændende at se, hvordan han passer ind.

Christian Eriksen har i de seneste måneder ikke været fast mand for Tottenham, hvilket han ellers har været i stort set hele Åge Hareides tid som dansk landstræner.

- Christian er utrolig professionel. Det har Mourinho (Tottenham-manager, red.) og sagt under hans tid i Tottenham. Han har haft det svært, fordi han har meldt sit ønske om skifte ud tidligt, men han har altid forsøgt at gøre sit bedste.

Glæder sig til at Milano-derby

Eriksen er den anden nøglespiller på landsholdet, der skifter til en Milano-klub i løbet af januar. Tidligere i januar skiftede landsholdsanfører Simon Kjær til AC Milan.

Derfor kommer landstræneren til at besøge den norditalienske by for at snakke med sine to stamspillere.

- Jeg glæder mig til at tage til Milano og se både Christian og Simon i aktion, når Inter og AC Milan mødes i Milano-derbyet, siger landstræneren.

Inter møder AC Milan 9. februar.