Fodbold

Efter Eriksens skifte til Inter - her er andre hypede danske klubskifter

Peter Schmeichel, Allan Simon og Brian Laudrup er blandt de danskere, der har været involveret i bemærkelsesværdige klubskifter.

Det er formentlig ikke gået manges næser forbi, at Christian Eriksens skifte fra Tottenham i England til italienske Inter medførte enorm medieomtale.

I den forbindelse nævner TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft her andre bemærkelsesværdige, men ikke største danske klubskifter i historien.

Bemærkelsesværdige danske transfers

  1. 1913

    1. Nils Middelboe

      Første dansker i udlandet - uden transfer. 1913 kom Nils Middelboe til Chelsea, som tilbød ham en professionel kontrakt. Men han nægtede, for han ville bruge sin uddannelse som jurist ved siden af fodbolden. Chelsea bad ham komme alligevel. Han tog et skib til London, men ingen fra klubben mødte ham ved hans ankomst. Så tog han selv ud til træningsanlægget, trænede med og blev udtaget til kamp i den engelske liga nogle dage senere. Og holdkammeraterne mente, han skulle være anfører. Chelsea vandt 2-1 over Derby County. Nils Middelboe havde skrevet under på en medlems-kontrakt, der tydeligt sikrede, at han under ingen omstændigheder ville have penge for at spille - eller vinderbonus. Han fik bolden fra sin debutkamp som belønning. I aviserne stod der blandt andet, at han var "a decided capture” - et decideret fund. Han spillede ni år i Chelsea - og fik meget stor omtale af sin "transfer" dengang. Han havde faktisk aftalt med Newcastle at skulle spille dér, men de ville ansætte ham på direktørens kontor. Direktøren var også den danske konsul i Newcastle. Nils Middelboe kaldte det "en maskeret professionalisme", og det ville han absolut ikke. Han fik rigeligt af omtale, også fordi de i England, og i Danmark, syntes det var underligt, at han ikke ville have penge i en professionel klub. Men det var Nils Middelboe, der åbnede som den første dansker, der skrev "kontrakt" med en udenlandsk klub.

  2. 1972

    1. Henning Jensen

      Henning Jensen nåede aldrig at spille i den bedste danske fodboldrække. Han kom fra 4. divisionsklubben Nørresundby til Borussia Mönchengladbach for 275.000 kroner lige før de olympiske lege i 1972 - og var altså ikke med til OL. Det i sig selv var bemærkelsesværdigt. Næste transfer var også genstand for stor omtale, da han blev købt af Real Madrid i 1976. Han var taget hjem til Danmark på ferie i Lønstrup og overvejede at spille for en dansk klub. Det var tider uden mobiltelefon, så det var en telefon hos den lokale købmand i Lønstrup, der afgjorde hans fremtid hos Real Madrid. De ringede, han ringede tilbage og fik en treårig kontrakt, der blandt andet gav to spanske mesterskaber sammen med Paul Breitner.

  3. 1979

    1. Allan Simonsen

      Fra 1972 til 1979 var Allan Simonsen i Borussia Mönchgengladbach. Han var med til at vinde tre mesterskaber plus finalen i Europa Cup for mesterhold (i dag Champions League) og kåret som årets spiller i Europa. Men det var transferen til FC Barcelona, der fik opmærksomhed. Her blev danskeren købt for 13 millioner kroner og fik eftersigende selv fem millioner kroner i sign-on fee. Store beløb dengang sidst i 70'erne. Han fik en megastor velkomst på Nou Camp, som det hed dengang, og fik succes og blev kåret som den mest populære spiller i den periode. Efter tre sæsoner købte Barcelona Diego Maradona - og de måtte kun bruge to udlændinge - så det var en kamp mellem Bernd Schuster, Diego Maradona og Allan Simonsen. Det følte Allan Simonsen, var at nedgøre ham, så han rejste. For 300.000 pund blev han købt af Charlton Atlethic.

  4. 1983

    1. Michael Laudrup

      Michael Laudrup var lige fyldt 19 år i 1983, da han blev solgt fra Brøndby til Juventus for angiveligt syv millioner kroner. Mange europæiske storklubber var på jagt, men Laudrup ville først gøre sin studereksamen færdig. Liverpool var tættest på, men i sidste øjeblik gik det galt, da de ikke kunne blive enige om kontraktens længde. Så blev det Juventus, men de havde to udlændinge i forvejen - polske Boniek og franske Platini - og i Italien måtte man kun have to udlændinge, så Michael Laudrup blev lånt ud i to år til Lazio. Han kom så til Juventus, og sammen med Platini vandt han mesterskabet. Senere i 1989 til 1994 i FC Barcelona, hvor han vandt fire mesterskaber. Og i Real Madrid fra 1994 til 1996 - de mest berømte tider for ham.

  5. 1991

    1. Peter Schmeichel

      Peter Schmeichel skiftede fra Brøndby til Manchester United i 1991 for 505.000 engelske pound (dengang 5,7 millioner kroner). De blev enige om en treårig kontrakt, men Alex Ferguson bad om en fireårig med Peter Schmeichel, den dag der skulle skrives under. Manchester United havde ikke vundet mesterskabet siden 1967, og nu skulle der turbo på. Ferguson kaldet det “bargain of the century” - århundredets handel. Peter Schmeichel var med til at vinde fem mesterskaber, tre FA Cup-titler og Champions League. Og to gange blev han kåret som verdens bedste målmand.

  6. 1994

    1. Brian Laudrup

      Efter en sæson i Bayer Uerdingen, formentlig kostede han otte millioner kroner, blev Brian Laudrup købt af mægtige Bayern München som den dyreste dansker nogensinde dengang og den dyreste i Bundesligaen - seks millioner D-mark i transfer-fee. Men det var hans skifte fra Fiorentina til Glasgow Rangers, der fik særlig opmærksomhed. Mange mente, det var et eller to skridt nedad, men Brian Laudrup fik her sin bedste tid - købt for 2,3 millioner pund. Ajax ville i 1997 købe ham for fem millioner pund, men Brian ønskede at forlænge yderligere et år med Rangers. Han blev en af de mest populære i klubbens nyere tid.