Fodbold

Eriksen får debut for Inter i pokalsejr

Christian Eriksen fik knap en halv time i sin debut for den italienske storklub, der snuppede den sidste plads i Coppa Italia-semifinalerne.

Se Udinese-Inter på TV 2 SPORT X søndag fra klokken 20.30.

Den danske fodboldspiller Christian Eriksen fik en sejr i sin lyndebut for Inter. Og så endda foran egne fans på Stadio Giuseppe Meazza i Milano.

27-årige Eriksen begyndte pokalkvartfinalen mod Fiorentina onsdag aften på bænken, men i det 66. minut kom han på banen. Og bare minuttet efter scorede Inter til kampens resultat 2-1.

Nicolo Barellas skud fra kanten af feltet gik i mål, og så kunne Christian Eriksen, der ikke var involveret i målet, juble sammen med sine nye holdkammerater.

Inter-jublen gentog sig, da dommer Daniele Doveri fløjtede kampen af efter tre tillægsminutter.

Inter-Fiorentina 2-1

  • 44' 1-0 Antonio Candreva
  • 60' 1-1 Martín Cáceres
  • 67' 2-1 Nicolo Barella

Inter antydede mulig Eriksen-debut

Få timer før kampen, og før Inter-truppen til kampen var offentliggjort, lagde den italienske storklub et billede af Eriksens trøje fra omklædningsrummet på de sociale medier med følgende tekst:

- Alt er klar i vores omklædningsrum. Og der er en ny trøje: Den der tilhører Christian Eriksen.

Pilen pegede dermed i retning af Eriksen-debut, og med sin optræden onsdag aften fik han sine første minutter for Inter, bare lidt over et døgn efter sin præsentation i klubben.

Årsløn på omkring 60 millioner kroner

Tirsdag eftermiddag klokken 14.00 blev Christian Eriksens skifte fra Tottenham til Inter officielt. Her blev det også meldt ud, at han havde skrevet under på en kontrakt gældende frem til 30. juni 2024.

Eriksen kommer ifølge Sky Sport Italia til at tjene omkring 60 millioner kroner om året plus bonusser. Bliver alle bonusserne aktiveret, kan han tjene op mod 75 millioner kroner om året.

Kort efter præsentationen af Eriksen annoncerede Serie A-klubben, at danskeren havde fået nummer 24. Og så fik medarbejderne i den officielle Inter-shop travlt med at trykke Eriksen-trøjer.

Napoli venter i semifinalen

Med sejren over Fiorentina er Inter klar til semifinalen i den italienske pokalturnering, Coppa Italia, hvor Napoli venter over to kampe.

Den anden semifinale står mellem Juventus og AC Milan.