Inter-træner gik imod planen og gav Eriksen debut

Skader på midtbanepositionen gav Christian Eriksen lyndebut for Inter onsdag aften.

Da Inter-cheftræner Antonio Conte pegede på sin nye danske stjerne på bænken i det 66. minut af onsdagens kamp mod Fiorentina, var det mere af nød end af lyst.

Det fortalte den italienske træner efter pokalkvartfinalen, som Inter vandt 2-1.

I en optimal verden havde Christian Eriksen nemlig ikke skullet i aktion onsdag.

- Vi havde ikke tænkt os at bruge Eriksen så tidligt, fordi han først begyndte at træne med os i går (tirsdag, red.), men Matias Vecino og Nicolo Barella var de eneste tilgængelige midtbanespillere, siger Antonio Conte ifølge Football-Italia.

Christian Eriksen har haft tre begivenhedsrige dage i denne uge. Mandag ankom han til Milano og var til lægetjek, tirsdag underskrev han kontrakten og havde første træningsdag, og onsdag fik han så debut.

Eriksen har karakter

Tilføjelsen af Eriksen i truppen glæder Antonio Conte, som kender den tidligere Tottenham-spiller fra sin tid som manager i Premier League-klubben Chelsea.

- Eriksen har karakter og hæver holdets kvalitet. Jeg håber at få flere spillere tilbage (fra skader, red.), fordi vi er virkelig tynde på midtbanen.

Conte måtte undvære blandt andre Marcelo Brozovic og Stefano Sensi, og derfor blev Eriksen taget i brug på midtbanen, hvor han onsdag huserede centralt.

Det er dog ikke nødvendigvis her, Conte har tænkt sig at bruge ham næste gang.

- Eriksen kan udfylde et par forskellige roller, og vi får at se, siger han og tilføjer på Inters hjemmeside:

- Han skal forstå vores spillestil, men allerede nu har han vist prøver på sine egenskaber. Han er en tilpasningsdygtig og intelligent spiller, som altid befinder sig i de rigtige positioner. Naturligvis vil han hæve vores spil med hensyn til erfaring og kvalitet.

Holdkammerater hylder Eriksen

En, der i hvert fald ikke vil have noget imod at spille sammen med Eriksen på midtbanen, er pokalkvartfinalens matchvinder, Nicolo Barella, som efter kampen hyldede sin nye danske kollega.

- Han er en sand mester, som kan hjælpe os med at hæve vores niveau endnu mere, siger Berella Ifølge Sempreinter.

Den belgiske angriber Romelu Lukaku, der er en af de spillere, Christian Eriksen skal servicere med gode afleveringer, byder også danskeren velkommen.

- Vi er i semifinalen. Velkommen Christian Eriksen og Victor Moses, skriver Romelu Lukaku på Twitter.

Inter spiller næste kamp på søndag mod Udinese. Her kan Christian Eriksen få sin Serie A-debut. Se kampen på TV 2 SPORT X fra klokken 20.45.