Real Madrid slår altid igen i den evige kamp om hovedstaden

16x9
Luka Modric og Koke hilser på hinanden under Madrid-derbyet. Foto: Oscar Del Pozo / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Morten Glinvad fortæller om, hvordan Madrid-derbyet ændrede karakter i 2010’erne.

Atlético rejste sig fra underdanigheden, men selv klubbens moderne storhedstid er præget af naboernes skygge.

Billedet kunne ikke være mere tydeligt end den novemberaften i 2011 på Santiago Bernabéu: Atlético havde nok pippet en smule i begyndelsen af opgøret og bragt sig foran, men selvfølgelig kunne det ikke vare ved.

Cristiano Ronaldo scorede to gange, og Ángel di María og Gonzalo Higuaín skrev sig også ind i historien over målscorere i et Madrid-derby. Real Madrid var på sikker kurs mod endnu en sejr over Atlético, og da var det, at hjemmepublikummet bag det ene mål fandt de forberedte bannere frem med den ultimative hån:

”Se busca rival digno para derby decente.” Oversat til dansk: ”Søges: En værdig rival til et ordentligt derby.”

Det banner indkapslede alt ved forholdet mellem de to store klubber i den spanske hovedstad på det tidspunkt for otte år siden. Der var ikke blot tale om spontane spottende tilråb, da sejren var hjemme. Bannerne havde været forberedt på forhånd, og Real Madrid-tilhængernes enorme selvsikkerhed var til at forstå.

Banneret med den ultimative hån: ”Søges: En værdig rival til et ordentligt derby.”
Banneret med den ultimative hån: ”Søges: En værdig rival til et ordentligt derby.” Foto: Twitter

For på det tidspunkt forekom det helt urealistisk, at der ikke ville blive brug for bannerne i løbet af aftenen.

Klasseforskel i Madrid

Dengang i 2011 var der klasseforskel mellem klubberne. Real Madrid hørte til i kontinentets elite, mens det mest stabile ved Atlético var klubbens manglende stabilitet og de gentagne nederlag til naboerne. Vi ventede stadig på den første Atlético-sejr i et derbi madrileño i det 21. århundrede, og efterhånden havde opgørene mod Real Madrid udviklet sig til et reelt traume for Atlético.

Og der var ikke engang nogen glæde at finde, når de i Atlético-lejren huskede tilbage på den seneste sejr over naboerne. Den fandt sted i oktober 1999, da hollænderen Jimmy Floyd Hasselbaink scorede to gange i Atléticos 3-1-sejr på Bernabéu. Hvad husker vi ellers fra den sæson? Nå, ja, Real Madrid vandt Champions League, og Atlético rykkede sensationelt ud af den bedste række.

En lignende tendens har gentaget sig i de senere år: Nok har Atlético rejst sig og skabt et langt mere jævnbyrdigt derby, end Real Madrid-tilhængerne inderst inde havde ønsket sig dengang i 2011. Men alligevel har Real Madrid som regel hævdet det historiske overtag i de største øjeblikke. Der har ofte været en syrlig bismag ved Atléticos triumfer.

Vendepunktet i 2013

Første gang jeg selv overværede et Madrid-derby, var i 2008, da jeg boede i den spanske hovedstad. Atlético havde egentlig gang i en udmærket sæson, og i dagene op til derbyet blev der som mange gange før opbygget en stemning om, at nu skulle det være.

Denne gang ville forbandelsen blive brudt. Med spillere som Sergio Agüero og Diego Forlán i spidsen behøvede Atlético-træner Javier Aguirre ikke skæve misundeligt mod sin kollega Bernd Schusters trup.

På det slidte Vicente Calderón ved bredden af Manzanares-floden indfandt hjemmeholdets tilskuere sig og larmede og hyldede sig selv og Atlléticos identitet: Det her var fortællingen om den autentiske arbejderklub, der repræsenterede folket mod overklassens dekadente Real Madrid.

Og hvad skete der så, da kampen blev sat i gang?

Efter 36 sekunder scorede Raúl for Real Madrid. Nærmest inden det var begyndt, vidste alle, at det var overstået. Sådan en start kunne Atlético umuligt komme sig over. Al den tro, spillere og tilhængere havde forsøgt at opbygge, var væk. Lige inden pausen scorede Ruud van Nistelrooy kampens andet mål, og i anden halvleg kunne Real Madrid spadsere endnu en derby-sejr hjem uden at få sved på panden.

Sådan fortsatte det år efter år, og derfor var banneret i 2011 så logisk og sigende.

En vis Diego Simeone

Men en måned efter skete der noget: Ved juletid i 2011 fyrede Atlético cheftræner Gregorio Manzano som konsekvens af en elendig første halvdel af sæsonen, hvor holdet rodede rundt nede på tiendepladsen i La Liga og var blevet slået ud af Copa del Rey af Albacete fra den tredjebedste række. Som afløser ansatte klubben sin gamle midtbanegeneral. En vis Diego Simeone.

Til at begynde med ændrede Simeones ansættelse ikke det store på derby-historien. Han tabte sine tre første kampe mod Real Madrid, og da 2011/12-sæsonen var ovre, sluttede Atlético på femtepladsen hele 44 point efter José Mourinhos Real Madrid, der vandt mesterskabet med historiske 100 point.

Diego Simeone dirigerer sit mandskab i Super Cup-finalen mellem Real Madrid og Atletico Madrid.
Diego Simeone dirigerer sit mandskab i Super Cup-finalen mellem Real Madrid og Atletico Madrid. Foto: Giuseppe Cacace / Ritzau Scanpix

Men i den følgende sæson kom Atlético tættere på, selvom Real Madrid fortsatte med at vinde lokalopgørene i ligaen. De 44 points forskel fra den foregående sæson blev reduceret til 9. Og efter at Mourinho havde vundet sine otte første lokalopgør som Real Madrid-træner, gik det galt i det niende.

Og det i selveste pokalfinalen, som tilmed blev spillet på Real Madrids hjemmebane Santiago Bernabéu. Halvandet år efter at Real Madrids tilhængere havde efterlyst en værdig derbymodstander, havde de fået det. Og mere til.

Atléticos heroiske 2-1-sejr efter forlænget spilletid blev afslutningen for Mourinho i Real Madrid og gennembruddet for Simeone i Atlético. Efter næsten 14 år uden en derbysejr i 25 forsøg var det endelig lykkedes. Siden den aften i maj 2013 har historien om lokalopgørene været en anden.

Den evige skygge

Ensidig Real Madrid-dominans er blevet erstattet af indædt jævnbyrdighed. 28 gange har de to hold stået over for hinanden i betydende kampe siden pokalfinalen i 2013, og ser man på resultaterne efter ordinær spilletid, har Atlético et lille overtag med syv sejre mod Real Madrids seks, mens det hele 15 gange er endt uafgjort, blandt andet i alle fem finaler mellem de to hold i 2010’erne. En forbløffende kontrast til 00’ernes enorme Real Madrid-dominans.

Derbis madrileños siden Copa del Rey-finalen i 2013 (efter ordinær spilletid):

Real Madrid
VS
Atlético Madrid
La Liga-sejre
2
4
Copa del Rey-sejre
2
1
Supercopa-sejre
0
1
Champions League-sejre
2
1
Super Cup-sejre
0
0
Sejre i alt
6
7

Et billede på forvandlingen så jeg selv på Vicente Calderón i begyndelsen af 2015. Jeg var på stadion som kommentator og overværede Atlético overmatche naboerne med en respektindgydende præstation. På vej ud af stadion blev jeg bremset af en enorm kødrand af Atlético-tilhængere, der havde skabt en prop ved en af udgangene.

Tilhængere tog billeder af måltavlen

Da jeg til sidst nåede frem, forstod jeg hvorfor: Tilhængerne stod med deres mobiltelefoner og tog billeder af måltavlen på Vicente Calderón. Ud for Atlético stod der ’4’. Ud for Real Madrid stod der ’0’. Det billede var værd at tage med hjem. Tidligere i den sæson havde Atlético desuden besejret Real Madrid i både den spanske Supercopa og i Copa del Rey.

Men igen kom det med bismagen til udtryk: Atlético fik ikke lov til at nyde sejren ret lang tid. Et par måneder senere stod de to klubber igen over for hinanden, denne gang i kvartfinalen i Champions League. Og her endte Real Madrid med den samlede sejr, da Javier Hernández i slutningen af returkampen scorede det eneste mål i de to tætte kvartfinaleopgør. Real Madrid havde fået det sidste ord og vundet det vigtigste af de hele otte indbyrdes opgør i den sæson.

Endnu mere udtalt var det den foregående sæson, hvor Real Madrids hvide skygge kom til at præge den største triumf i Atléticos nyere historie. På sidste spilledag vandt los colchoneros i 2014 sensationelt mesterskabet efter en decideret finale mod Barcelona. Det var en vidunderlig aften for Atlético.

Under normale omstændigheder ville klubben og dens tilhængere have fejret det første mesterskab siden 1996 hele sommeren. Nu nåede de knap nok at tømme en flaske champagne, inden de skulle fokusere på den store Champions League-finale, der ventede blot en uge senere. Modstanderen i den var – naturligvis – Real Madrid.

En sportslig tragedie

Finalen i Lissabon endte som en af de største sportslige tragedier i Atléticos historie. I tredje minuts overtid udlignede Sergio Ramos, og i den forlængede spilletid gik de trætte Atlético-spillere ned og tabte 4-1.

Stadig var mesterskabet i sig selv en utrolig bedrift, men efter Champions League-finalen gav det ikke rigtig mening at genoptage fejringen af den hjemlige triumf. Set i bakspejlet havde det næsten været bedre, hvis Atlético slet ikke havde været i den Champions League-finale.

Efter finalen i 2014 fulgte kvartfinalemødet i 2015, en ny finale i 2016 (Real Madrid vandt efter straffesparkskonkurrence, da Atléticos Juanfran brændte som den eneste) og en semifinale i 2017 (Real Madrid gik videre efter et Cristiano Ronaldo-hattrick i den første kamp).

2010’erne blev på den måde nok årtiet, hvor Atlético rejste sig fra elendigheden og gav den spanske hovedstad et ordentligt derby og i nogle år gjorde Madrid til hele Europas fodboldhovedstad. Men det blev også årtiet, hvor Real Madrid fire år i træk besejrede Atlético i Champions League – og hvor to af sejrene fandt sted i selve finalen.

Selv Atléticos moderne storhedstid er dermed præget af definerende nederlag til Real Madrid i de allermest afgørende øjeblikke. Og det indkapsler i virkeligheden meget godt essensen af et af de største lokalopgør i europæisk fodbold. Atléticos Real Madrid-forbandelse lever videre. Bare på en anden måde end før.