Fodbold

Schöne hylder Eriksen, men i én disciplin er han ’måske’ bedre end Inter-spilleren

De tidligere Ajax-holdkammerater Lasse Schöne og Christian Eriksen spiller nu begge i Serie A for henholdsvis Genoa og Inter.

Lasse Schöne og Christian Eriksen har meget til fælles.

Begge er tidligere Ajax-spillere, nuværende landsholdsspillere, spiller på midtbanen og har en fremragende sparketeknik, som blandt andet kommer til udtryk i frisparkssituationer.

Tirsdag blev der tilføjet endnu en lighed, da Christian Eriksen blev Serie A-spiller med klubskiftet til Inter, og derfor var Eriksens skifte til italiensk fodbold et tema, da de italienske journalister fik muligheden for at stille spørgsmål til Genoa-danskeren.

- Han (Christian Eriksen, red.) er en fantastisk spiller. Bare tag et kig på hans statistikker i Premier League. Han har lavet flest assists og skabt flest chancer. Han er fantastisk på banen og en god dreng udenfor, siger Lasse Schöne til Sky Sport Italia og tilføjer:

- Jeg ønsker ham alt det bedste undtagen i to kampe om året.

Både Eriksen og Schöne er vant til at tage frispark for deres respektive klubber, og derfor blev han også adspurgt, hvem der er bedste til den disciplin.

- Han er virkelig god til det, men måske er jeg bedre, siger Genoa-danskeren.

Ser man udelukkende på statistikken, har Schöne måske en sag. Ifølge Transfermarkt har han scoret 23 mål direkte på frispark i sin karriere, mens Eriksen er oppe på 14 af slagsen. Den nye Inter-dansker er dog seks år yngre end Schöne og har således tid til at komme efter det.

Møder hinanden i maj

De tidligere Ajax-holdkammerater har skrevet kort sammen efter Eriksens klubskifte, fortæller Schöne, der har planer om at ringe til Eriksen, når ”tingene falder lidt mere til ro”, som han siger.

Schöne skiftede til Genoa i sommer sidste år og har siden spillet 18 kampe for klubben, der kæmper for at undgå nedrykning. Klubben ligger i øjeblikket næstsidst.

Situationen er helt anderledes for Eriksens Inter, der er nummer to kun tre point efter Juventus.

De to klubber møder hinanden i Serie A den 10. maj.