Fodbold

Mourinho forklarer fravalg af Eriksen - fik klar besked første dag

José Mourinho ville bygge sit hold op uden Christian Eriksen, der ikke ønskede at forlænge sin kontrakt med Tottenham.

Januar blev måneden, hvor Christian Eriksen fik styr på sin fremtid.

Den danske landsholdsspiller skrev i mandags under på en kontrakt med den italienske storklub Inter. Dermed måtte Tottenham give slip på stjernespilleren, selvom de i løbet af efteråret ihærdigt forsøgte at få forlænget aftalen med Christian Eriksen.

For mig var det som at have en spiller uden stor motivation

José Mourinho

Lige lidt hjalp det, måtte José Mourinho sande, da han i slutningen af november havde sin første arbejdsdag i London-klubben.

- Vi har ikke sagt det på grund af en aftale med Christian, men fra første dag, jeg kom, sagde han, at han ikke ville forlænge, siger Mourinho til The Guardian.

- Jeg forsøgte at overtale ham, men Christian sagde, at beslutningen var taget. Derfra forsøgte jeg at bygge holdet uden ham. Det var derfor, jeg ikke brugte ham så meget, siger Mourinho, der alligevel hæfter sig ved, at han var god at have i omklædningsrummet.

Christian Eriksen spillede for Tottenham i seks og et halvt år, hvor han i løbet af 305 kampe nåede at score 69 mål og lave 89 assists.

Mourinho oplevede Eriksen uden motivation

Men til trods for de store præstationer blev det ikke til meget spilletid det sidste halve år. Danskeren fik enkelte kampe under José Mourinho, men den portugisiske manager fik aldrig set det niveau, som Eriksen er kendt for.

- For mig var det som at have en spiller uden stor motivation, men stadig en stor portion professionalisme og respekt for klubben. Levy fik lavet en fantastisk handel med seks måneder tilbage af kontrakten, siger José Mourinho.

Italienske og engelske medier har berettet om, at Tottenham har fået i omegnen af 150 millioner for Eriksen, der kun havde et halvt år tilbage af sin kontrakt, da han forlod klubben.

Christian Eriksen har allerede fået sin debut for Inter, da han onsdag aften blev skiftet ind i pokalkampen mod Fiorentina.