Fodbold

Real Madrid vinder rivalbrag og udbygger suveræn stime

Karim Benzema scorede kampens eneste mål, da Real Madrid vandt lokalopgøret mod Atlético Madrid.

Karim Benzema blev lørdag eftermiddag helten for Real Madrid.

Med kampens eneste scoring sørgede holdets topscorer for en 1-0-sejr over lokalrivalerne fra Atlético Madrid.

Dermed udbygger Real Madrid føringen i toppen af tabellen, hvor holdet nu er seks point foran FC Barcelona, der har spillet en kamp færre. Atlético ligger på femtepladsen med 13 point op til topholdet.

Real Madrid har med sejren over rivalerne fra Atlético Madrid ikke tabt i 21 kampe i træk.

Godt 77.000 tilskuere var på plads på Real Madrids hjemmebane Santiago Bernabeu til lokalopgøret i Spaniens hovedstad.

Her kunne de se gæsterne få den bedste start på kampen, og generelt var det Atlético, der kom frem til flest chancer i første halvleg.

Tættest på var Angel Correa, da han efter 24 minutter blev spillet fri tæt foran mål. Et hurtigt skud fra angriberen ramte ydersiden af stolpen.

Ángel Correa måtte se sit forsøg ramme stolpen på Real Madrids mål. Video: Louise Lind

Kort før pausen var det igen Correa, der fik muligheden for at bringe Atletico i front, men afslutningen blev for upræcis og strøg forbi mål.

I stedet blev det Real Madrids fans, der kunne juble godt ti minutter inde i anden halvleg.

Indskiftede Junior Vinicius viste stort overblik, da han fandt Ferland Mendy, der havde taget et løb i dybden.

Mendy sendte fra venstrekanten sin førsteberøring ind i feltet til Benzema, der fri foran mål blot skulle sætte indersiden på bolden.

Dermed kom Real Madrid-topscoreren tilbage som målscorer i La Liga efter en længere periode uden scoringer. Det var franskmandens 13. sæsonmål.

Den 19-årige brasilianer havde hverken fart eller placering nok i sit målforsøg. Video: Louise Lind

Hjemmeholdet kom frem til flere store chancer, mens Atlético slet ikke fandt den fine rytme fra første halvleg.

Tidligere lørdag tog Granada på hjemmebane imod bundholdet Espanyol. Her blev det til en 2-1-sejr til hjemmeholdet, der dermed kravler op på tiendepladsen i tabellen.