Wass tæt på scoring i danskerduel
Daniel Wass spillede hele kampen i Valencias hjemmesejr over Celta Vigo, som gav Pione Sisto de sidste 20 minutter af kampen.
Valencia og danske Daniel Wass kan glæde sig over at indtage fjerdepladsen i den bedste spanske fodboldrække.
Hjemme på Mestalla vandt Valencia med 1-0 over Celta Vigo, som også havde deres muligheder. Men det blev Carlos Solers scoring, som afgjorde kampen, hvor 30-årige Wass spillede samtlige minutter - og også var en del i fokus i første halvleg.
Danskeren havde en stor chance i det tredje minut og kunne et kvarter senere - med lidt held - have fået et straffespark tildelt. Men det gav dommeren ham ikke.
Til gengæld fik danskeren en advarsel for en stempling. Et gult kort, der koster karantæne for Wass i næste ligakamp.
Landsmanden Pione Sisto fik ligeledes en advarsel præsenteret for en stempling, da han gjorde, hvad han kunne for Celta Vigo i kampens sidste fase.
Lørdagens smalle nederlag betyder, at Sisto og Celta Vigo indtager en aktuel nedrykningsplads i tabellen (18. plads), men kun et point efter Mallorca på den rigtige side af stregen.
Real ruller videre efter Madrid-derby
Real Madrid topper fortsat den spanske fodboldrække, og det kunne lokalrivalerne fra Atlético Madrid lørdag eftermiddag ikke gøre meget ved.
Hjemme på Santiago Bernabéu scorede Karim Benzema derbyets enlige mål. Sejren på 1-0 betyder, at Real Madrid nu har 13 point ned til Atlético, der er nede på sjettepladsen i La Liga.
Øverst har Real Madrid seks point ned til ærkerivalerne fra FC Barcelona, som søndag spiller deres kamp i runde 22.
Valladolid snupper sejr på ferie-ø
Et stykke længere nede i tabellen finder vi to andre af lørdagens kombatanter. Real Valladolid var på besøg hos Mallorca.
Kampens dommer kom i fokus, da han i første halvleg (med korrekt hjælp fra VAR) underkendte en scoring til hjemmeholdet, hvilket fik Mallorcas keeper og trænerstab godt op at køre.
I sidste ende var det dog gæsterne, der fik mest at juble over, da de med en 1-0-sejr skaber et solidt hul til bundstriden, som Mallorca så sandelig er en del af på en aktuel 17. plads.
Granada kæmper sig tilbage
Lørdagens tidlige kamp i La Liga mellem Granada og Espanyol endte med en snæver sejr til værterne på 2-1.
Granada kom ellers bagud, da Raul De Tomas eksekverede det straffespark, som blev begået mod ham. Men inden pausen fik Darwin Machis udlignet til 1-1.Anden halvleg var knap kommet i gang, før Carlos Fernandez med et fremragende træf bragte hjemmeholdet i front.
Det flotte mål blev kampens sidste og sendte Granada op på ligaens 10. plads, mens Espanyol fortsat er placeret allersidst i tabellen.