Historisk teenagetalent lyner to gange for Barcelona på 102 sekunder

17-årige Ansu Fati skulle ikke bruge meget mere end halvandet minut på at score to gange for FC Barcelona i søndagens hjemmesejr over Levante.

- Messi til Ansu Fati. En opskrift på succes for FC Barcelona.

Sådan beskrev kommentator Morten Glinvad meget rammende catalanernes kamp mod Levante søndag aften.

To gange indenfor to minutter - faktisk på kun 102 sekunder - satte Lionel Messi sin næsten halvt så gamle holdkammerat Ansu Fati op til to scoringer.

Bedriften for den unge spanier, der er født i Guinea-Bissau, er historisk. Han har nemlig kun 17 år og 94 dage på bagen, hvilket gør ham til den yngste spiller i La Ligas historie til at score to mål i en kamp.

Barcelona kontrollerede kampen, men til sidst fik Levante pyntet, da Ruben Rochina rettede en bold af få meter foran Barcelona-målet til resultatet 2-1 i Barcelonas favør.

Sejren betyder, at Blaugrana igen er tre point efter ærkerivalerne fra Real Madrid, der lørdag vandt lokalderbyet mod Atlético. Levante er nede på 13. pladsen i tabellen.

Braithwaite-assist

Et godt stykke længere nede finder vi Leganés, som akut er en del af den spanske nedrykningskamp. Klubben fik dog vigtige point søndag, da de på hjemmebane besejrede Real Sociedad.

En kamp, hvor danske Martin Braithwaite bidrog med et oplæg og forlod banen med ti minutter igen. Ind kom i stedet Óscar, og han endte med at blive matchvinder på et forrygende frispark i overtiden.

Leganés hentede tre vigtige point til bundstriden, da de på hjemmebane besejrede Real Sociedad med 2-1 efter en kamp, hvor danske Martin Braithwaite også bidrog. Video: David Schiøler

Midterhold deler

En næsten lige så flot scoring stod franske Nabil Fekir for, da Real Betis på udebane fik uafgjort mod Eibar.

På en indøvet hjørnesparkskombination viste verdensmesteren super sparketeknik med åbningsmålet.

Kampen endte 1-1 og betyder, at begge hold fortsat er at finde i midterfeltet af ligaen.

Real Betis og Eibar spillede uafgjort i en kamp med et flot første mål, men ellers uden mange højdepunkter. Video: David Schiøler

Klasse kombinationsmål

Hvis fodboldtrænere i den nærmeste fremtid skal forklare deres spillere, hvordan et-to-spil kan skabe store scoringschancer, så skal de blot vise Getafes første mål mod Athletic Club.

Fire førstegangsafleveringer i træk, og så kunne skaberen af målet Damien Suarez med et sidste smart træk slide sig fri og sende læderet i nettet.

Det blev også til 2-0 efter et VAR-dømt straffespark, hvilket blev resultatet. Getafe indtager med sejren en flot tredjeplads i La Liga.

Getafe fortsætter den flotte sæson. Søndag gik det ud over Athletic Club på udebane. Video: David Schiøler

Sevilla holder snor i medaljer

À point med Getafe ligger Sevilla.

Andaluserne fik nu kun uafgjort fra deres søndagskamp mod Deportivo Alavés. 1-1 endte kampen, hvor begge mål først faldt efter 70 minutters spil.

Værterne fra Sevilla med det sidste på straffespark. Mens Sevilla fortsat er inde i medaljekampen, så er Deportivo Alavés en del af et felt af midterhold, som har et stykke ned til den absolutte bundstrid i Spaniens bedste fodboldrække.

Sevilla mistede tredjepladsen i den spanske liga, da de spillede 1-1 på hjemmebane mod Alavés. Video: TV 2 Sport

Debutantmål for Villarreal

Paco Alcácer er for ganske nyligt skiftet Borussia Dortmunds gule trøje ud med en anden i samme kulør, men dog i hjemlandet.

Villarreal har nu glæde af angriberens kunnen foran mål, og allerede i første kamp for 'Den Gule Ubåd' slog den 26-årige spanier til.

Hjemme mod Osasuna vandt Villarreal sikkert kampen med 3-1 og holder fortsat fat i holdene lige over på de europæiske kvalpladser.

Hjemmeholdet i gult hentede en sikker sejr over Osasuna i en kamp, hvor nytilkomne Paco Alcacér også fik vist sig frem. Video: David Schiøler