Ronaldo runder fodboldens skarpe hjørne:

- Han overvinder grænser for, hvad der er muligt

Ronaldo runder fodboldens skarpe hjørne:

- Han overvinder grænser for, hvad der er muligt

50 kampe, 45 mål, 35 lys i fødselsdagskagen - hvis han da spiser den slags, Cristiano Ronaldo.
Endnu et år er gået, og i dag når han alderen, hvor størstedelen af professionelle fodboldspillere statistisk set stopper karrieren ifølge den internationale spillerorganisation PFA.
Men det bliver næppe tilfældet for Ronaldo.
- Min fysiske form kommer aldrig til at være et problem, fortalte Ronaldo i sommer før sæsonstarten i Italien.
Og netop den indstilling har smittet af på resten af den stjernespækkede Juventus-trup, hvor han direkte har været med til at sætte nye standarder siden ankomsten i sommeren 2018.
- Der kom troværdige historier frem om spillere, der fik øjnene op for, at her kom altså en, der tog det lidt mere seriøst og var mere dedikeret til at passe på sig selv. Det fortæller meget om ham, at han i så høj en alder kan komme dertil og være med til at sætte standarder, fortæller fodboldkommentator Morten Glinvad, der har fulgt Ronaldos karriere tæt. 
Også inde på fodboldbanen har Cristiano Ronaldo vist flere gange i de seneste måneder, at han til dato stadig er helt unik.

31. august 2019

Den hurtigste spiller i Juventus

92 meter på 10 sekunder - 33,12 kilometer i timen.
Så hurtigt gik det, da 34-årige Cristiano Ronaldo løb med i et pludseligt kontraangreb mod Napoli 31. august sidste år.
Det er den højeste hastighed, en Juventus-spiller er nået op på i kamp i denne sæson. 
- Han er ikke den samme som for fem år siden, men de her situationer viser, at man heller ikke skal overgøre, hvor meget han har mistet. Han har stadig eksplosivitet, men han er blevet meget, meget dygtig til at vælge sine momenter med omhu, fortæller fodboldkommentator Morten Glinvad.
Ronaldos fart betyder, at spillere som Juan Cuadrado på 31 og Douglas Costa og Alex Sandro på 29, der er kendt for blandt andet fart, må vige pladsen som Juventus' hurtigste i rampelyset.
Portugiseren er den næstældste markspiller i Juventus-truppen efter forsvarsklippen Giorgio Chiellini, der er et halvt år ældre. 

18. december 2019

Et hop som en NBA-spiller

I få sekunder stod det hen i det uvisse, hvornår Cristiano Ronaldo ville lande igen, da han gik op i en hovedstødsduel med Sampdorias Nicola Murru. 
I 2 meter og 56 centimeters højde dirigerede Ronaldo bolden i mål med hovedet, mens fødderne svævede i 71 centimeters højde. 
- For 5 år siden ville man næsten ikke blive overrasket, for det var bare det, han kunne, men nu begynder man at blive det, fordi man har en forestilling om, at han ikke kan længere, siger Morten Glinvad.
- Det var i virkeligheden et Cristiano Ronaldo-øjeblik, for han kan det med at overvinde grænser for, hvad der er muligt. Det var ikonisk.
TIl sammenligning kan den gennemsnitlige NBA-spiller hoppe mellem 60 og 70 centimeter.
- Når familie og venner spørger, hvordan det er at møde Ronaldo, har jeg altid sagt, at det eneste jeg sådan rigtig husker fra min første kamp mod ham, var hvor højt han sprang. Hvor fuldstændig vanvittigt det var, siger Jens Stryger Larsen. 
- Da jeg så det mål mod Sampdoria, da tænkte jeg ’det vidste jeg allerede godt’. Det er ikke overraskende for mig, men det er stadig vildt, at han kan komme så højt op i luften og blive hængende. Det mål taler helt for sig selv. 
Cristiano Ronaldo Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

2. februar 2020

Scoringsstime som få

  1. Mod Sassuolo: 1 mål
  2. Mod Lazio: 1 mål
  3. Mod Udinese: 2 mål
  4. Mod Sampdoria: 1 mål
  5. Mod Cagliari: 3 mål
  6. Mod AS Roma: 1 mål
  7. Mod Parma: 2 mål
  8. Mod Napoli: 1 mål
  9. Mod Fiorentina: 2 mål
Som den første Juventus-spiller i 15 år scorede Cristiano Ronaldo senest for niende ligakamp i træk, da storholdet slog Fiornetina med 3-0 i Serie A.
- Ronaldo er i en ekstraordinær fysisk og mental tilstand, og derfor scorer han med forbløffende stabilitet. Individuelt kan jeg ikke se, hvad Ronaldo kan forbedre, sagde Juventus-træner Maurizio Sarri for nyligt om sin stjernespiller.
Angriberen David Trezeguet var den seneste Juventus-spiller til at score i ni ligakampe i træk i 2005.
- Han har stadig det der i sig. Han vil stadig være den spiller, man kigger mod - også i de store kampe i Champions League, og når Juventus møder Inter om en måneds tid. Så vil man kigge efter ham og stadig have fornemmelsen af, at det er ham, der afgør de her kampe, siger Glinvad. 

5. februar 2020

Næsten tre gange skarpere end forgængerne

Siden 2010 har 44 offensive spillere fået spilletid i en af Europas fem største ligaer - i England, Spanien, Tyskland, Italien eller Frankrig - i deres 34. leveår.
Disse spillere har gennemsnitligt spillet 24,07 ligakampe og scoret 8,36 mål.
Til sammenligning har Cristiano Ronaldo spillet 28 ligakampe - heraf fuldtid i 26 - hvor han har scoret 23 mål. 
- Vi ved jo, at vi helst ikke skal lade ham komme til skud, om så det er med højre eller venstre ben. Men det er jo svært at holde ham helt væk fra fadet, så det gælder bare om at minimere hans chancer, siger landsholds- og Udinese-spilleren Jens Stryger Larsen, der til dagligt deler liga med Ronaldo.
Derudover har portugiseren scoret syv mål i Champions League og hele 14 for Portugal i løbet af de seneste tolv måneder.
- Jeg ser ham slet ikke som en 35-årig. Jeg ser bare Ronaldo. Efter det han har præsteret igen i år, virker han jo ikke som en spiller, der er ved at være oppe i alderen. Han er stadig en fantastisk fodboldspiller, siger Jens Stryger Larsen.