Fodbold

FCN-talent skifter til Serie A

Mikkel Damsgaard fortsætter karrieren i Italien. Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

FC Nordsjælland sælger Mikkel Damsgaard til Sampdoria. Han forlader FCN efter denne sæson.

FC Nordsjælland har solgt den 19-årige offensivspiller Mikkel Damsgaard til Sampdoria i den italienske Serie A.

Skiftet træder i kraft til sommer, og kontrakten løber frem til sommeren 2024. Det oplyser Sampdoria og FCN på deres hjemmesider.

- Det har været en fantastisk proces mellem klubberne og mig selv i det her forløb, og den sætter jeg stor pris på.

- Min fremtid er nu på plads, og jeg ved, at jeg til sommer skal til en klub, som rigtig gerne vil have mig, og som jeg fik bekræftet alle de gode indtryk omkring, da jeg besøgte dem, siger Damsgaard til klubbens hjemmeside.

Mikkel Damsgaard har trods sin unge alder allerede spillet 77 kampe siden debuten for FCN i sensommeren 2017.

FCN-sportschef Jan Laursen fortæller, at Mikkel Damsgaard sammen med sin familie kunne træffe beslutningen uden noget tidspres.

- Vi er privilegerede over at have Mikkel til rådighed i hele den meget vigtige forårssæson, der starter i næste uge, hvilket har været en vigtig prioritet for os i forhandlingerne.

- Sommerskiftet giver også en fantastisk mulighed for, at både han og vi får tid til at forberede os godt på, hvad fremtiden bringer efter sommeren, siger sportschefen.

I øjeblikket ligger FC Nordsjælland nummer syv i Superligaen, mens Sampdoria ligger nummer 16 ud af 20 hold i Serie A. Klubben har fire point ned til Genoa, der ligger lige under nedrykningsstregen.

I Sampdoria, der solgte Joachim Andersen for et rekordbeløb inden denne sæson, bliver Damsgaard holdkammerat med de offensive profiler Manolo Gabbiadini og Fabio Quagliarella.