Coronavirus

United-indkøb misser træningslejr i Spanien efter virusudbrud

Odion Ighalo tager ikke med på Manchester Uniteds træningslejr i spanske Marbella.  Toru Hanai / Ritzau Scanpix

Odion Ighalo er blevet hjemme fra Manchester Uniteds træningslejr i Spanien, fordi klubben frygtede, han ville blive nægtet indrejse i England.

Manchester United er taget på træningslejr i spanske Marbella, men holdets nye angriber Odion Ighalo er blevet i England.

Nigerianeren kom til Manchester United fra kinesiske Shanghai Shenhua i januar. Siden da har udbruddet af coronavirus i Kina fået England til at sætte restriktioner på personer, der for nylig har været i Kina, og derfor turde United ikke at tage Ighalo med til Spanien.

Premier League-klubben frygtede, at han ville blive sat i karantæne, hvis han var rejst med.

Ifølge The Guardian har Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær sagt til klubbens egen tv-kanal, at den 30-årige angriber vil træne med en personlig træner og arbejde med et individuelt træningsprogram, mens hans nye holdkammerater træner under den spanske sol.

- Selvfølgelig ville han gerne have været med spillerne og lært dem at kende, men vi vil ikke løbe risikoen, siger Ole Gunnar Solskjær.

Heller ikke Paul Pogba og Marcus Rashford er rejst med til Marbella, da begge kæmper for at komme tilbage fra skader.

Manchester United er i gang med en længere kampfri periode nu. Først 17. februar skal Solskjærs spillere i aktion igen, når de møder Chelsea i London.

Odion Ighalo har tidligere scoret 17 mål i Premier League, da han spillede 55 kampe for Watford fra 2015 til 2017.