Fodbold

Eriksen tæt på drømmemål i vildt Inter-comeback

Zlatan Ibrahimovic spillede en hovedrolle i begge AC Milans mål, men han blev alligevel overstrålet af et hurtigt comeback og flotte Inter-scoringer.

I et hæsblæsende Milano-derby satte AC Milan en føring på 2-0 over styr, da Inter på 106 sekunder fik udlignet og sidenhen også bragt sig foran.

Simon Kjær spillede hele kampen for AC Milan, mens Christian Eriksen kom ind i anden halvleg og var meget tæt på at score sit første Inter-mål.

Inter 4-2 AC Milan

Målscorere: Ante Rebić (40'), Zlatan Ibrahimovic (45+1'), Marcelo Brozovic (51'), Matias Vecino (53'), Stefan de Vrij (70'), Romelu Lukaku (90+3').

Gule kort: Matias Vecino (48'), Milan Skriniar (55'), Nicolo Barella (55'), Franck Kessie (62'), Andrea Conti (79'), Romelu Lukaku (90+4').

Dommer: Fabio Maresca.

Tilskuere: 75.817 på Guiseppe Meazza.

Det betyder resultatet

Med sejren haler Inter for alvor ind på Juventus på førstepladsen i Serie A. Begge mandskaber har nu 54 point for 23 kampe.

Inters målscorer er bedre, men Juventus topper fortsat ligaen, da indbyrdes opgør kommer i første række i Italien. Sæsonens første møde endte 2-1 til Juventus.

Samtidig må AC Milan nøjes med 32 point og en tiendeplads i et ufatteligt tæt midterfelt, hvor der kun er to point op til Hellas Verona på sjettepladsen.

Sådan forløb kampen

Se det fulde sammendrag af kampen i videoen over artiklen.

AC Milan startede bedst og kom frem til flere gode chancer i de første minutter. Allerede efter 70 sekunder kom den første afslutning, da Zlatan Ibrahimovic flugtede et indlæg over mål.

Milaneserne var endnu tættere på i det niende minut, hvor tyrkiske Hakan Çalhanoğlu hamrede bolden på stolpen efter et hårdt, fladt skud udefra.

Som første halvleg skred frem kom Inter lidt bedre med, og det resulterede i flere chancer. Efter 18 minutter måtte Simon Kjær træde til og blokere en ellers fri afslutning fra Alexis Sanchez.

Midt i halvlegen brød Romelu Lukaku igennem på højre kant, og selvom han fik spillet Matias Vecino fri foran AC Milans mål, afsluttede midtbanemanden lige på Donnarumma.

Zlatan-show før pausen

I det 40. minut kom kampens første scoring.

Zlatan Ibrahimovic forlængede et indlæg til Ante Rebić, der med nød og næppe fik sendt bolden i mål.

Ante Rebic kommer først på bolden og sender AC Milan foran.

Og i første halvlegs overtid tog den svenske stjerne så sagen i egen hånd.

Den 38-årige svensker søgte bagerst i feltet på et hjørnespark, og stod pludselig helt fri, da bolden havnede foran han.

Uden problemer headede han sit hold foran med to i sekunderne før pausefløjtet.

Zlatan Ibrahimovic fejrer sin scoring.

Inter udligner på 106 sekunder

Anden halvleg var ikke mange minutter gammel, før forhåndsfavoritterne fra Inter også kom på tavlen.

Pludselig dumpede bolden ned foran Marcelo Brozovic, der fra kanten af feltet flugtede bolden ind til en smuk reducering.

Brozovic bankede kuglen i netmaskerne med en flot helflugter. Video: Kasper Damgaard Kristensen

Og så gik det stærkt - blot 106 sekunder senere lå bolden atter i AC Milans mål, efter Alexis Sanchez opsnappede bolden og spillede Matias Vecino fri til scoring.

Det antændte nogle intense minutter med flere gule kort og et rødt kort til Inters assistenttræner for brok.

Matias Vecino (midten) i sekunderne efter sin scoring.

Inter fuldender comeback

I det 70. minut gik Guiseppe Meazza amok i blå/sort lykkerus.

På et hjørnespark fik forsvarsspilleren Stefan de Vrij på utrolig vis drejet et hovedstød over målmanden og helt over i det fjerne hjørne til 3-2.

I samme ombæring kom Christian Eriksen på banen til fordel for Alexis Sanchez.

En helt vanvittig 2. halvleg af Inter, som har vente 0-2 til 3-2. Video: Kasper Damgaard Kristensen

Eriksen tæt på drømmemål

Mod slutningen af kampen fik Inter et frispark et stykke udenfor feltet, som Christian Eriksen fik lov at tage sig af.

Danskeren fik sendt et drøn afsted, der var få centimeter fra at blive et vaskeægte drømmemål.

I stedet drejede bolden rent op på overliggeren og hoppede tilbage i spil.

Christian Eriksen sendte et fantastisk frispark afsted, som var centimeter fra at gå ind. Video: Kasper Damgaard Kristensen

Inter lukker kampen i overtiden

I de sidste minutter fik Inter en friløber, mens Ibrahimovic ramte stolpen på et hovedstød.

Og i kampens allersidste minut kronede Romelu Lukaku så et vanvittigt derby med en scoring til resultatet 4-2.

Dermed går Inter op på siden af Juventus i Serie A, mens AC Milan nu må nøjes med en tiendeplads.

Romelu Lukaku lukker kampen i tillægstiden til 4-2. Video: Kasper Damgaard Kristensen