Milan faldt, da interessen fra Berlusconi forsvandt

16x9
Tilbage i 2011 blev AC Milan både italienske mestre og vandt samme år den italienske Super Cup med sejren over Juventus. Siden da har klubben ikke haft den helt store succes. Foto: Olivier Morin / Scanpix Denmark

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Kenneth Hansen bringer dig tættere på AC Milans nedtur og én af hovedmændene bag de seneste års magre resultater.

Siden mesterskabet i 2011 er det kun gået én vej for AC Milan, og igen i år må de rød/sorte affinde sig med ikke at bejle til Scudettoens gunst i Støvlelandet. Traditionsklubbens slingrekurs begyndte da en højprofileret herre, Silvio Berlusconi, mistede interessen for sit prestigeprojekt.

Det bliver førstegangsoplevelser for både Christian Eriksen og Simon Kjær, når de to danskere her til aften betræder græstæppet på San Siro til historiens 225. Derby della Madonnina. Et opgør, der for ti år siden kunne være udslagsgivende for, hvor mesterskabet havnede, er nu snarere reduceret til et spørgsmål om, hvem der har håneretten i Europas modehøjborg nummer ét, Milano.

Det er nemlig længe siden, at enten Inter eller AC Milan har aflagt Piazza del Duomo et visit, som synligt tegn på et nyt italiensk mesterskab. Og for sidstnævntes vedkommende synes klubbens 19. nationale titel ikke at komme til syne i den nære horisont.

AC Milan vandt senest Serie A i 2011, hvor svenske Zlatan Ibrahimovic var en frontfigur i klubben.
AC Milan vandt senest Serie A i 2011, hvor svenske Zlatan Ibrahimovic var en frontfigur i klubben. Foto: Alberto Pizzoli / Scanpix Denmark

De rød- og sortstribede fra Milano er i skrivende stund 22 point efter førerholdet fra Juventus - samme pointantal, som man sluttede efter de ottedobbelte mestre i fjor, da AC Milan i sidste spillerunde missede Champions League for sjette år i streg.

De mange års fravær fra Champions League har fået økonomien til at bløde og AC Milans kommercielle værdig til at dale gevaldigt. Milano-klubben var heller ikke at finde blandt de første 20, da det verdensomspændende revisionsfirma Deloitte for nylig offentliggjorde deres rapport vedrørende omsætningen hos den europæiske fodboldelite.

Den dugfriske rapport fra Deloitte er en stærk synliggørelse af to ting: At økonomi og sportslig succes hænger sammen, og at AC Milan ikke længere er en supermagt i europæisk fodbold. Men hvordan kunne det gå så galt så hurtigt? Meget af nedturen skyldes en dalende interesse fra en prominent frontfigur i klubben gennem flere årtier.

Kavaleren med de gode talegaver

Meget ændrede sig i 1986, da Silvio Berlusconi købte AC Milan af Guiseppe Farina for små seks millioner euro. Med sin flamboyante og glamourøse stil blev han hurtigt klubbens ansigt udadtil, og for ham var det ingen hindring, at han på det fodboldmæssige var en ren novice. På det forretningsmæssige var han nemlig alt andet.

Berlusconi havde modsat andre profilerede holdejere som Massimo Moratti og Andrea Agnelli nemlig skabt sin egen formue – primært fra byggebranchen – og med sit indtog i Calcio-land var han klar i spyttet med referencer til det litterære og filosofiske.

Berlusconi havde en klar vision og drøm om, at AC Milan skulle være protagonisten i moderne fodbold. Ikke bare i Italien, men i hele verden. Udtrykket har sin oprindelse i græsk historie, hvor protagonisten er hovedrollen i et større drama. Det drama ville Berlusconi overføre til de italienske fodboldarenaer. I sportsaviserne fik han hurtigt tilnavnet ”Il Cavaliere”, kavaleren, og med Berlusconi højest til hest skulle Milan indtage herredømmet.

Berlusconis første genistreg blev ansættelsen af Arrigo Sacchi. Til at realisere de skyhøje ambitioner var han klar over, at han måtte have en helt særlig karakter på bænken. Sacchis start var alt andet end rosenrød, og i sportspressen blev hans risikable stil og manglende spillerbaggrund ofte fremhævet – negativt.

Sacchis ultimative stil vandt dog hurtigt indpas, og med tilføjelsen af den hollandske trio van Basten, Gullit og Rijkaard i 1987 og 1988 var Milan pludselig blevet holdet, alle ville måle sig med.

Den hollandske angriber Marco Van Basten med til at få AC Milan på toppen af europæisk fodbold.
Den hollandske angriber Marco Van Basten med til at få AC Milan på toppen af europæisk fodbold. Foto: Toshifumi Kitamura / Scanpix Denmark

I kulissen kunne Silvio Berlusconi tilfreds se til. Hans investering udviklede sig i den grad på positiv vis, og i kølvandet på klubbens anden sejr i streg i Europa Cuppen for Mesterhold i 1990, udtalte han følgende på italiensk tv.

- Milan har en ambition om at vinde i alle turneringer, man deltager i. Vi skal styre kampene og være angrebsivrige. Milan skal være kendt for deres måde at spille på, og spillerne skal være forbilleder for såvel modstandere som holdkammerater.

Ni år uden et mesterskab

Den gyldne periode med Sacchi fik sin ende i 1991, men titlerne fortsatte med at hobe sig op i pokalskabet på træningsanlægget, Milanello, i årene frem mod årtusindeskiftet, og i store dele af 00’erne var AC Milan også en mastodont i europæisk fodbold.

Stjernespillere stod i kø for at tørne ud for klubben, og målt på købekraft var Milan svære at konkurrere med. Det samme kan ikke siges om seneste årti, hvor kun mesterskabet i 2011 agerer et lille plaster på mange sæsoner med horrible placeringer, stjerneforladte trupper og blodrøde tal på bundlinjen.

I 2011 var det med navne som Thiago Silva, Alessandro Nesta, Andrea Pirlo, Gennaro Gattuso, Ronaldinho og Zlatan Ibrahimovic på lønningslisten og med Massimiliano Allegri på trænerposten, at AC Milan kun tabte én kamp i foråret og efter 38. runde kunne juble over klubbens 18. italienske mesterskab.

Et stjernespækket AC Milan-mandskab vandt det italienske mesterskab i 2011.
Et stjernespækket AC Milan-mandskab vandt det italienske mesterskab i 2011. Foto: Olivier Morin / Scanpix Denmark

Med sådan en stjernebesat trup og noget af en kapacitet på bænken, lå det ikke lige i kortene, at fundamentet allerede året efter begyndte at krakelere, men i pressen begyndte rygterne at svirre. Kassen i Fininvest, et selskab ejet og drevet af Berlusconi-familien, var mere eller mindre tom, og i første forsøg på at få penge i den tomme klubkasse, solgte man i sommeren 2012 Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva til nyrige PSG.

Det var dog ikke kun økonomien, der var en byrde i den rød/sorte del af Milano. I slutningen af sit Milan-embede blev Silvio Berlusconi gevaldigt presset fra flere kanter.

Få måneder efter salgene af Ibrahimovic og Silva blev klubejeren idømt fire års fængsel for skatteunddragelse ligesom verserende sager som fusk med tv-rettighederne, som ifølge anklagerne naturligvis havde tilgodeset AC Milan, hang som en tung sky over Berlusconi-familien.

Anklagerne og sagerne væk fra grønsværen blev hurtigt symbolet på AC Milans nedtur. Gennem flere årtier havde Berlusconi brugt klubben til at markedsføre sig selv, og i 2009 udnævnte det amerikanske magasin Forbes ham til den 12. mest magtfulde og indflydelsesrige person i verden, ligesom han i ni år var italiensk premierminister.

En klub efterladt i ruiner

Det personlige stormvejr endte dog med at gå ud over det, Berlusconi havde mest kært: AC Milan.

En række dårlige beslutninger prægede årene efter klubbens 18. mesterskab, og Milan vidste som klub ikke længere, hvilket ben de skulle stå på. Andrea Pirlo fik lov til at smutte til Juventus, da klubben i én fremlagt strategi ville satse på unge, egenfabrikerede talenter. I stærk kontrast til denne strategi var Paolo Maldini, Alessandro Nesta og Massimo Ambrosini stadig omdrejningspunkter på holdet, selvom niveauet ikke længere tilhørte verdenseliten.

Da de tre førnævnte takkede af, et par år for sent, forsvandt Milan-kulturen samtidigt. En kultur, der i årtier havde båret klubben så langt på dyder som professionalisme, vindermentalitet og en indædt sult, var nu endegyldigt væk.

Væk var Silvio Berlusconi ikke helt – endnu. Fininvest, familiens økonomiske holdepunkt, blødte dog stadig, og Milan handlede ikke længere på øverste hylde. Truppen bestod i stedet af spillere fra Juventus’ overskudslager, afdankede spillere uden kontrakt, bedst eksemplificeret ved Michael Essien eller Kaka eller lottokuponer fra forholdsvis ukendte markeder.

Det var også i disse år, hvor anklagerne og skandalerne stadig haglede ned over Berlusconi, at klubejeren intensiverede sin søgen på eventuelt interesserede arvtagere.

I en alder af 79 år var det som om, at den flamboyante storentreprenør var ved at løbe tør for kræfter og ambitioner. Han havde ikke så meget at bruge AC Milan til længere, og da Berlusconis børn ikke udtrykte interesse for at overtage klubben, orienterede han sig mod Østen.

I august 2016 blev der indgået en forkøbsaftale med det kinesiske investeringsselskab Sino-Europe Sports Investment Management Changxing på en samlet værdi i omegnen af 750 millioner euro. En noget større sum end det Berlusconi selv måtte punge ud med i 1986. Da salget blev endeligt, annoncerede Marina Berlusconi, Silvios datter, og formand for Fininvest, at ingen af pengene ville nå frem til AC Milans klubkasse, men forblive i Fininvest.

I flere år sang Berlusconi-æraen på sidste vers, men inden da ville Silvio have en sidste ambition indfriet. For selv om kærligheden til klubben var stor, var kærligheden til sig selv altid størst hos ”Il Cavaliere”, og sikringen af sit eftermæle betød alt for ham.

Vinterens tilgang af Zlatan Ibrahimovic har fået fans af Rossoneri til at drømme tilbage. Tilbage til svenskerens seneste ophold i byen, hvor et gyldent forår, med kun ét nederlag, kulminerede i klubbens 18. mesterskab. Det bliver ikke til det 19. af slagsen i indeværende sæson, men en sejr i aften, mod Antonio Contes storsatsende Inter-projekt, vil skabe fornyet håb. Håb om, at AC Milan igen kan gøre sig gældende i toppen af italiensk og europæisk fodbold. Også uden Silvio Berlusconi og hans kavaleri på slagmarken.