Fodbold

Bendtners tidligere træner fyret efter 46 dage: - Jeg er chokeret

Ingebrigtsen nåede at stå i spidsen for den cypriotiske klub i ti kampe. Robin Van Lonkhuijsen / Scanpix Denmark

En agent på vegne af APOEL ringede den norske træner op med beskeden om, at han var fortid i klubben.

- Jeg er chokeret. Meget mere er der ikke at sige.

Ordene er Kåre Ingebrigtesens til VG. Nordmanden nåede ikke at være cheftræner i den cypriotiske klub APOEL FC i mere end 46 dage. På den tid blev det til ti kampe.

Onsdag skriver klubben i en pressemeddelelse, at de har fyret nordmanden.

- Vi takker Hr. Ingebrigtsen for hans bidrag til samarbejdet og ønsker ham held og lykke med det næste skridt i sin professionelle karriere og på det personlige plan.

Ingebrigtsen fortæller til VG, at han ikke selv har snakket med nogen i klubben. I stedet var det en agent, som ringede ham op og på vegne af APOEL gav ham beskeden om fyresedlen.

Speciel afsked i Belgien

Kåre Ingebrigsten var cheftræner for Rosenborg, da Nicklas Bendtner blev hentet til klubben.

I 2019 skrev nordmanden under på en toårig kontrakt med den belgiske klub Oostende. Afskeden med klubben blev dog en lidt speciel en af slagsen.

For i pausen af en hjemmebanekamp, hvor Oostende var bagud 3-0, offentliggjorde klubben, at Ingebrigtesen var fortid. Nordmanden havde lavet en mundtlig aftale med APOEL FC.

Mike Jensen, som spillede under Ingebrigtsen i Rosenborg, blev hentet til den cypriotiske klub i januar.

Ingebrigtsen nåede i sine otte ligakampe at vinde fire, spille to uafgjort og tabe to. Desuden røg klubben under ham ud af pokalturneringen efter to kampe mod Apollon Limassol.

APOEL FC ligger nummer tre i den cypriotiske liga med 35 point efter 19 kampe.