Fodbold

FCK melder Viktor Fischer ude i 'et par uger'

FC Københavns Viktor Fischer meldes ude i 'et par uger'.  Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Viktor Fischer blev skadet på FC Københavns træningslejr i Portugal og starter forårssæsonen på sidelinjen.

FC København oplyser, at Viktor Fischer er blevet skadet forud for forårspremieren.

Ifølge FCK's hjemmeside blev den danske offensivspiller skadet på træningslejren i Portugal, og han forventes ude i "et par uger".

Dermed går den tidligere Ajax-spiller efter alt at dømme glip af fredagens forårspremiere i Superligaen mod Esbjerg.

Også Jens Stage og nytilkomne Ragnar Sigurdsson har døjet med skader på træningslejren, men de var i stand til at spille en kamp for reserveholdet mandag.

Midtbanespilleren Robert Mudrazija er ude i nogle uger, mens Jonas Wind og Nicolai Boilesen er ude med skader i længere tid.

FC København er bagud på point i den bedste danske fodboldrække, før sæsonen genoptages. Efter 20 runder er de forsvarende mestre på andenpladsen med fire point op til FC Midtjylland.

Foruden opgaverne i Superligaen skal FCK også spille to europæiske kampe i denne måned. 20. februar gælder det hjemmekampen mod Celtic i Europa League, mens returopgøret spilles ugen efter. Onsdag meddeler den danske mesterklub på sin hjemmeside, at der er udsolgt til hjemmekampen.