Fodbold

Eriksen hyldet som Inters bedste – Conte forklarer plads på bænken

Christian Eriksen fik knap en halv time på banen, da Inter og Napoli spillede den første af to semifinaler i Coppa Italia.  Daniele Mascolo / Ritzau Scanpix

Christian Eriksen måtte for anden kamp i træk tage plads på bænken, da Inter spillede semifinale i Coppa Italia onsdag aften.

En lille halv time kan være rigeligt til at gøre en stor forskel.

Det viste Christian Eriksen onsdag aften, da han blev skiftet ind i Inters Coppa Italia-semifinale mod Napoli. Ifølge den store sportsavis La Gazzetta dello Sport var Christian Eriksen hjemmeholdets bedste spiller, og med karakteren 6,5 scorer han højere end alle sine holdkammerater.

- Tilvænningen ser ud til at være forbi, og nu er det tid til at stole fuldt ud på Eriksen, hans vision og hans åbninger af modstanderens forsvar, skriver avisen som begrundelse.

Onsdag blev Christian Eriksen skiftet ind efter 66 minutter af den første af to semifinaler. På det tidspunkt var Napoli foran 1-0, og da slutfløjtet lød efter 94 minutter, var stillingen uændret.

Det var tredje gang ud af fire mulige Inter-kampe, Eriksen startede på bænken. Kun i ligadebuten mod Udinese var den danske stjerne placeret i startopstillingen.

- Det er tydeligt, at Christian Eriksens tid som indskifter ikke vil fortsætte særligt længe. I den halve time på banen viste han, at han har taget en fantastisk teknik med fra London, og selv mod et kompakt hold og på meget lidt plads gør han ting hurtigere og bedre end andre, skriver La Gazzetta dello Sport på sin hjemmeside, hvor Eriksen fremhæves som ”toppen” fra opgøret.

Conte: Han har kvaliteterne

Inters træner, Antonio Conte, er som sådan ikke uenig i, at Christian Eriksen har de fodboldmæssige evner til at starte på banen. Det er ret beset derfor, danskeren er hentet til Inter i vinterens transfervindue.

Conte venter bare på, at Eriksen får lidt flere kampminutter i benene.

- Han har helt klart kvaliteterne. Han skal bare have intensiteten i kampene tilbage, for i løbet af de seneste seks måneder har han ikke spillet meget. Men han træner, han er en seriøs knægt, og han gør det godt, siger Antonio Conte til Tuttomercato.

Inter spiller returkamp mod Napoli 5. marts. Klubbens næste kamp i ligaen, hvor Lazio tager imod til topkamp på Stadio Olimpico, er søndag 16. februar klokken 20.45. Se kampen på TV 2 SPORT X.