Braithwaite-sagen udstiller et hul i systemet

16x9
Braithwaite iført landsholdstrøjen for Danmark. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Morten Glinvad analyserer den problematiske baggrund for Braithwaites sandsynlige Barcelona-skifte.

I de fleste fodboldligaer er det bare ærgerligt, når uheldet rammer i form af skadede spillere. Det er en del af hverdagen, og en fodboldklub forventes at have sammensat en spillertrup, der godt kan overleve en skade eller to indtil det næste transfervindue.

Nogle ligaer har særregler, når det gælder målmænd, og det er der en vis logik i. Her kan man jo ikke bare dække sig ind ved at rykke en anden spiller ned på positionen.

Og så er der nogle enkelte ligaer, hvor der bliver taget et ekstraordinært hensyn i tilfælde af langtidsskader: Her får den skadesramte klub lov til at hente en ny spiller udefra, selvom transfervinduet ellers er lukket. Sådan er det blandt andet i fransk fodbold, hvor man anvender det fine udtryk ”joker médical” om spilleren, der pludselig kommer til. Og samme regel gælder i Spanien, hvor danske Martin Braithwaite nu lader til at blive den hidtil mest profilerede ”medicinske joker” med skiftet fra lille Leganés til mægtige FC Barcelona.

Men Braithwaites skifte har gjort det klart for alle, at reglen ikke virker efter hensigten. Den er ikke en fornuftig hjælpende hånd til en klub i nød; den er en regel, som i voldsom grad forringer Leganés’ muligheder for at overleve i den bedste række.

En uheldig kombination

Problemet opstår ved kombinationen af Artikel 119.1 b og den spanske tradition for, at fodboldspilleres kontrakter indeholder en frikøbsklausul. Hvis en anden klub er indstillet på at betale en spillers klausul, kan spillerens ejerklub intet stille op. Spilleren skal naturligvis selv acceptere et skifte, men gør han det, er hans klub magtesløs.

Frikøbsklausulen indløses gennem fodboldforbundet, og i princippet kan en spiller selv indløse den og betale sig fri af sin kontrakt. Så i Braithwaite-sagen var der intet underligt i, at Leganés i begyndelsen meddelte, at klubben ikke var i kontakt med Barcelona. Det var der ingen grund til at være, for reelt skal Barcelona bare meddele det spanske fodboldforbund, at de har tænkt sig at udløse Braithwaite-klausulen. Det vil Leganés herefter blive orienteret om.

En klub kan dermed helt uforberedt miste en spiller. Det skete for samme Leganés i januar, da Sevilla pludselig udløste klausulen på 20 millioner euro på Braithwaites angrebsmakker Youssef En-Nesyri.

Dengang havde Leganés dog mulighed for at hente en erstatning, og faktisk tager de normale spanske transferregler særlige hensyn til de klubber, der mister en spiller gennem frikøbsklausuler i transfervinduet. I de tilfælde får den sælgende klub en hel måned til at finde en erstatning. Det er tænkt som en hjælp i den situation, hvor en forsvarsløs klub en time inden transferdeadline mister en spiller og ikke kan nå at finde en erstatning. Så hvis Barcelona havde udløst Braithwaite-klausulen den 31. januar, mens det normale transfervindue var åbent, ville Leganés i hele februar have haft lov til at hente en erstatning.

Så hvorfor gælder samme regel ikke i den nuværende situation, hvor Leganés efterlades endnu mere blottet? Det spørgsmål stiller mange i Spanien i disse dage, og ingen har et godt svar. Det diskuteres, om Leganés nu og her skal have en ekstraordinær tilladelse til at købe en spiller – og om reglerne skal ændres fremadrettet.

Få fortilfælde

Braithwaite-sagen er den hidtil mest spektakulære brug af Artikel 119.1 b, men der har været flere fortilfælde. Helt aktuelt har Valencia i de seneste uger overvejet, om de skulle anvende kattelemmen ind på transfermarkedet, efter at de i begyndelsen af februar fik langtidsskadet midterforsvareren Ezequiel Garay.

Som regel bruges reglen ved målmandsskader. Et eksempel så vi for to år siden, hvor Atlético Madrids reservemålmand Miguel Ángel Moyà vogtede målet i Europa League-kampen mod FC København i Parken midt i februar. Det blev hans sidste kamp for Atlético; få dage senere skiftede han til Real Sociedad, der stod med et akut målmandsproblem på grund af skader.

Ellers er det mindre profilerede spillere, der hentes til for at sikre bredden. Eller også er reglen blevet anvendt til at fremskynde en transfer, der måske allerede var planlagt til det følgende transfervindue.

Indtil omkring ti år siden begrænsede en anden særlig spansk regel mulighederne for at tage Artikel 119.1 b i brug. Dengang måtte spanske klubber ikke hente spillere, der i den igangværende sæson havde spillet mindst fem kampe for en anden klub i La Liga. Det gjorde, at store handler internt i La Liga reelt ikke var en mulighed i januar. Så for ti år siden havde Barcelonas forestående køb af Braithwaite ikke været en mulighed.

Reglen var dengang tænkt som en måde at beskytte mindre klubber fra at miste deres bedste spillere til de store og rige klubber midt i en sæson. På samme måde har de i Spanien også en regel om, at en træner ikke må træne to forskellige klubber i samme sæson.

Intentionerne fejler måske ikke noget. Men Braithwaite-sagen har udstillet, at Artikel 119.1 b har store huller. For Braithwaite har det givet ham karrierens største mulighed, som han naturligvis ikke kan sige nej til. Og lille Leganés står til gengæld tilbage i deres kamp mod nedrykning med en trup, hvor angriberne tilsammen har scoret nul sæsonmål i La Liga.