Fodbold

Barcelona sammenligner Braithwaite med danske fodboldlegender

Ifølge TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft bliver det ikke større, at Martin Braithwaite går i fodsporene på to af Danmarks største spillere.

Allan Simonsen, Michael Laudrup og Martin Braithwaite.

Tre spillere, der nu kan nævnes i samme åndedrag. Og tre spillere, der gerne skal nævnes i samme åndedrag. Det lægger klubben i hvert fald op til.

FC Barcelona har nemlig annonceret købet af Martin Braithwaite ved at sætte ham i samme bås som to af de største danske fodboldspillere gennem tiden.

Det viser illustrationen øverst i artiklen på fornem vis – og den var udgivet på Barcelonas hjemmeside umiddelbart efter handlen blev officiel.

- De har en rig historie, og nu skal vi tale om Martin Braithwaite i samme åndedrag som Michael Laudrup og Allan Simonsen. Det kan ikke blive større, siger TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft.

Barcelona har derudover også offentliggjort en video på sin hjemmeside med ti ting omkring Martin Braithwaite. Og i to ud af de første tre punkter er omdrejningspunktet Michael Laudrup og de andre danskere.

'Utopi at han skal fylde lige så meget'

Men selvom den spanske storklub har brugt mange kræfter på at snakke om Laudrup og Simonsen, så mener TV 2 SPORTs fodboldkommentator Morten Glinvad dog ikke, at Braithwaite får samme indflydelse.

- Han kommer ikke til fylde lige så meget som Michael Laudrup og Allan Simonsen. Det ville være utopisk at tænke.

Martin Braithwaite bliver den femte danske herrespiller på Barcelonas hold, da Ronnie Ekelund og Thomas Christiansen også har været på kontrakt i klubben.

- Han får dog en større rolle end Ronnie Ekelund og Thomas Christiansen. Braithwaite kommer i første omgang ind på holdet her i foråret og får en rolle som førsteindskifter, der kan erstatte Lionel Messi, Antoine Griezmann og Ansu Fati.

Ekelund spillede tre kampe for storklubben i perioden fra 1992 til 1994, mens Christiansen fik en enkelt kamp. Han var ellers på kontrakt fra 1991 til 1996.

Martin Braithwaite kan få debut lørdag, når FC Barcelona møder Eibar. Se kampen på TV 2 SPORT X og på TV 2 PLAY fra klokken 15.55.