Fodbold

Braithwaite med assist til Messi i Barcelona-storsejr

Den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite fik 20 minutter i sin debut for FC Barcelona, og han lagde op til Lionel Messis fjerde mål i kampen.

To dage efter sit skifte til FC Barcelona fik Martin Braithwaite lørdag eftermiddag sine første minutter for den spanske storklub.

Danskeren begyndte på bænken, men blev skiftet ind i stedet for Antoine Griezmann, da der var spillet 72 minutter. På det tidspunkt var ligakampen mod bundholdet Eibar på Camp Nou for længst afgjort, da Barcelona førte 3-0 takket være tre mål af Lionel Messi i første halvleg.

Braithwaite var dog stærkt medvirkende til, at Barcelona vandt 5-0.

Barcelona er med sejren på førstepladsen i La Liga, men kan miste den lørdag aften, hvis Real Madrid på udebane slår Levante.

FC Barcelona - Eibar 5-0

  • 14' 1-0 Lionel Messi
  • 37' 2-0 Lionel Messi
  • 40' 3-0 Lionel Messi
  • 87' 4-0 Lionel Messi
  • 89' 5-0 Arthur

Messi-show før pausen

Inden Lionel Messi satte en stopper for sin mindre scoringskrise - før Eibar-kampen havde argentineren ikke scoret i fire kampe - var Eibar tæt på en drømmestart på Camp Nou.

I det fjerde minut sendte José Ángel bolden ind i feltet fra venstre side, og Sergio Enrich fik headet den ind bag Marc-André ter Stegen, men uheldigvis for gæsterne blev målet annulleret for offside.

Ti minutter senere begyndte Messi så sit show.

Med en 'vidunderlig scoring' bragte Lionel Messi FC Barcelona foran 1-0 mod Eibar. Video: Louise Lind

Med ryggen til Eibars felt modtog Barcelona-anføreren bolden, men med én berøring fik han vendt sig, og så satte han turboen til. Han snød elegant to modspillere med en tunnel på den ene, inden han sikkert bragte sit hold foran 1-0.

I det 37. minut var stjerneangriberens fart også for høj, til at Eibar-spillerne kunne stille noget op. Han gled forbi tre spillere og med en flad afslutning mod fjerneste stolpe var Marko Dmitrovic chanceløs i målet.

Messis 48. hattrick for Barcelona

Det blev hurtigt 3-0 til FC Barcelona. José Ángels clearing blev blokeret af Ivan Rakitić, så bolden landede for fødderne af Messi foran Eibars felt. Uselvisk spillede Messi bolden videre til Antoine Griezmann, som bare skulle sparke bolden i mål.

Men franskmanden orienterede sig dårligt, da han ville have bolden over til sit venstreben. Alvaro Tejero nåede tilbage og fik tacklet, men det resulterede bare i, at bolden røg tilbage til Messi, som gjorde det, Griezmann ikke kunne.

Det var 32-årige Messis tredje hattrick i denne sæson. Hans 48. hattrick for FC Barcelona i karrieren.

Antoine Griezmann og Sergio Busquets kunne have bragt Barcelona foran 4-0 umiddelbart før pausen, men Dmitrovic reddede begge forsøg.

Braithwaite med assist til Messi

Fra anden halvlegs begyndelse varmede Martin Braithwaite iført en orange træningsvest op på sidelinjen. Og da der var spillet 71 minutter og 50 sekunder, kom han så på banen til sine første minutter i Barcelona-trøjen. Som den kun femte danske mandlige fodboldspiller i historien.

Martin Braithwaite fik sine første minutter for FC Barcelona i anden halvleg mod Eibar. Video: Louise Lind

Den danske landsholdsspiller blev skiftet ind til klapsalver fra tilskuerne på et velbesøgt, men ikke fyldt Camp Nou, og straks lagde han sig op på den forreste angriberplads med Arturo Vidal og Messi på kanterne.

Få minutter senere havde en opsat Braithwaite sin første boldberøring. Det var med hovedet, og støddet fungerede som et langt træk. Han kiggede op og så Messi i stormløb mod feltet, men indlægget røg bag om Eibars mål.

28-årige Braithwaite fik dog hurtigt rettet op på sin fejl. Med tre minutter tilbage af kampen tog han bolden ned med brystet i feltet, drejede rundt om sig selv og gik mod baglinjen for herefter at lægge bolden på tværs.

Marko Dmitrovic fik hånden på indlægget, men det var ikke nok til at forhindre bolden i at ryge videre til Messi. Argentineren tog nogle træk, inden han sikkert scorede sit fjerde mål i kampen og fejrede det med Braithwaite.

Martin Braithwaite fik debut for FC Barcelona på Camp Nou i La Liga-kampen mod Eibar. Video: Louise Lind

Braithwaite tæt på scoring i debut

Martin Braithwaites fantastiske debut var tæt på at blive en sand drømmedebut. Mindre end to minutter efter sin assist til Messi modtog han bolden fra Arthur, og hvis Eibar-målmanden ikke havde fået foden på afslutningen fra danskeren, havde han scoret i sin debut.

Arthur fulgte op på riposten fra Dmitrovic og sørgede for en 5-0-sejr til Barcelona.

På tirsdag møder Barcelona på udebane Napoli i Champions League, men det bliver uden Martin Braithwaite, da han ikke er spilleberettiget for klubben i den prestigefyldte turnering.

Så de næste minutter i Barcelona-trøjen kan danskeren først få søndag 1. marts, når Barcelona møder Real Madrid på Santiago Bernabéu.

Se El Clásico på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY klokken 20.55.