Fodbold

- Braithwaites assist til Messi var vigtigere end en dansk scoring, siger Toft

Martin Braithwaite stod for oplægget til Lionel Messis fjerde mål, da danskeren debuterede for FC Barcelona, og det kan blive afgørende for fremtiden.

Martin Braithwaite gjorde ifølge TV 2 SPORTS fodboldkommentator Flemming Toft det bedst tænkelige i sin debut for FC Barcelona. Han lagde nemlig op til et mål fra spilleren over dem alle i sin nye klub - Lionel Messi.

- Jeg tror faktisk, at det var vigtigere, at han lagde op til Messi, end at han selv havde scoret. Det betyder meget for fremtiden i FC Barcelona, siger Flemming Toft.

Bare otte minutter efter at danskeren var kommet på banen, gled han fri af sin direkte modstander, og selvom Eibars målmand fik hånden på danskerens aflevering, så dumpede bolden lige ud i fødderne på Messi, der sikkert scorede til 4-0 med sit fjerde mål i kampen.

Efterfølgende var danskeren selv tæt på at score, men hans forsøg blev reddet og røg hen til hans holdkammerat Arthur, der scorede til kampens resultat 5-0.

Braithwaite modtog efter begge scoringer lykønskninger fra holdkammeraterne, ligesom publikum også tiljublede danskeren ved hver eneste aktion.

I spil til startplads i El Clasico

Det er ikke kun publikum og spillerne, der er positivt stemte over for Braithwaite.

- Kritikerne, der ellers har været, storroser ham, så det var en debut ud over det sædvanlige, siger Flemming Toft, der har snakket med flere journalister fra den spanske presse.

Tingene er gået stærkt for Martin Braithwaite, men i den næste tid kan det endda komme til at gå endnu stærkere for danskeren, der med sin præstation nu er i spil til næste kamp - El Clasico mod Real Madrid.

- På forhånd havde man ikke troet, at han ville komme i spil til El Clasico i næste weekend, men med sit spil i de 20 minutter, han fik, har han vist, at han er i spil til en startplads mod Real Madrid, siger Flemming Toft.

Det skyldes ikke mindst Braithwaite assist til Messi.

- Han får i hvert fald nogle rosende ord med fra eksempelvis Messi, og han har meget at skulle have sagt i den her klub, siger Flemming Toft.

FC Barcelona og Real Madrid mødes i El Clásico søndag den 1. marts. Du kan se kampen på TV 2 SPORT X klokken 20.55.