- FC Barcelonas præsident er en velsignelse for Real Madrid

16x9
FC Barcelonas præsident Josep Maria Bartomeu holder tale i forbindelse med åbningen af en Barca-butik d. 20. februar 2020. Et år, hvor han også har skulle øve sig i forsvarstaler. Foto: Quique Garcia / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Martin Gottschalk Aksglæde skriver i sin klumme om de spektakulære ting, der er foregået i Barcelona før El Clásico.

¡Bartomeu, dimisión! Bartomeu, træk dig!

Budskabet var lige så klart som pibekoncerten var højlydt fra de mange stemmer på Camp Nou lørdag eftermiddag til hjemmekampen mod Eibar. Før kampstart blev de klassiske hvide lommetørklæder også luftet. Pañolada, som det hedder på de breddegrader.

FC Barcelonas tilhængere havde fået nok.

De krævede præsident Josep Maria Bartomeus afgang, mens de ledende avis-skribenter i Spanien gik til tasterne og beskrev situationens alvor.

- Bartomeu er nået til vejs ende, stod der for nylig i en leder skrevet af Hugo Cerezo, der er chefredaktør for den store Madrid-avis Marca, mens den catalansk baserede avis Mundo Deportivo fremhævede Lionel Messis fire mål mod Eibar som sminken ovenpå et grimt forløb.

- Bartomeu klamrer sig til Messi for at holde fast i præsidentposten, skrev avisen efter kampen og henviste til, at det er første gang i Josep Maria Bartomeus seksårige præsidentperiode, at utilfredsheden er kommet til syne mod ham på så markant vis.

Det var den foreløbige kulmination på et tiltagende uvejr mod ledelsen og præsidenten i FC Barcelona.

I dag har vi ikke, hvad der skal til for at kæmpe med om Champions League-trofæet

Lionel Messi, FC Barcelona

Radiostationen Cadena SER kunne for nylig berette, at Josep Maria Bartoemu angiveligt havde betalt mediefirmaet I3 Ventures til at iværksætte en smædekampgane på de sociale medier mod klubbens egne spillere – blandt andre profilerne Lionel Messi og Gerard Pique – og modstandere af bestyrelsen samtidig med, at han ville styrke sig selv forud for næste års præsidentvalg. Præsidenten afviste alle anklager, og klubben afbrød efterfølgende samarbejdet med virksomheden.

De har generelt haft travlt med at forholde sig til kritik og svare på rygter hos Cataloniens fodboldstolthed, og dette var blot den seneste af flere negative historier om klubben. Før i tiden var det Real Madrid, der ofte tog sig af prædikatet som Spaniens galehus.

Den titel tilfalder nu FC Barcelona.

En banner med skriften
En banner med skriften "Bartomeu out" på Camp Nou under FC Barcelonas hjemmekamp mod Eibar lørdag d. 22. februar 2020. Foto: Alberto Estevez / Ritzau Scanpix

Fra en politisk til en sportslig Tsunami

Den udskudte El Clásico d. 18. december 2019 i Catalonien sluttede uden scoringer og kom til at dreje sig om meget andet end fodbolden.

Flere demonstranter havde under kampen kastet med sten mod Camp Nou og forsøgt at forcere hegnet rundt om stadion for at trænge ind til begivenhedens centrum. Det stank af afbrændt plastik helt inde på banen, og selv efter slutfløjt var der stadig optøjer rundt omkring i Barcelona.

De spanske medier var hurtige til at konkludere, at denne Clásico ville blive husket mere for det politiske end det sportslige.

Alt sammen en kulmination på flere måneders ophedet utilfredshed fra catalanere, der demonstrerede mod de mellem ni til 13 år lange fængselsstraffe, som flere separatistledere var blevet idømt ved Spaniens højesteret som følge af folkeafstemningen i 2017 om Cataloniens uafhængighed, som den spanske regering mente var forfatningsstridig.

Tsunami Democrátic kaldte en af de catalanske protestbevægelser sig.

Den tsunami er politisk funderet og havde til formål at udnytte den enorme opmærksomhed som El Clásico genererer til at fremme sine politiske budskaber. Vi skulle kun et par uger ind i det nye år før endnu en tsunami viste sig, den sportslige tsunami.

Diario Sport, den catalanske sportsavis, med hovedfokus på Barcelona var blot en af mange aviser, der på forsiden fokuserede på opgøret mellem klubbens sportschef, Éric Abidal, og Barcelonas altoverskyggende stjerne Lionel Messi.

’Messis knytknæveslag mod Abidal’, ’Messi mod Abidal’ og ’Caos FC’ var andre markante overskrifter i dagspressen.

Éric Abidal havde offentligt kritiseret Barcelonas spillere for ikke at arbejde hårdt nok på træningsbanen, og Lionel Messi svarede hurtigt igen på de sociale medier, hvor argentineren kritiserede sportschefen for at beskylde en hel trup i stedet for at nævne konkrete navne.

Det fulgte alt sammen i kølvandet på det absurde forløb i begyndelsen af året, hvor Barcelona-træner Ernesto Valverde blev fyret og erstattet med - den på højeste niveau uerfarne - Quique Sétien, der i pressen hverken blev beskrevet som første- eller andenvalget. Måske heller ikke engang tredjevalget. FC Barcelona førte endda forhandlinger med andre kandidater i fuld offentlighed allerede inden afskedigelsen af Ernesto Valverde.

Giganten FC Barcelona var på en gedigen slingrekurs, og det blev endnu engang understreget af klubbens ageren i vinterens transfervindue, hvor retningen var svær at se.

En dansker blev billedet på handlingslammelse

FC Barcelonas frontangriber Luis Suárez blev tidligt i det nye år opereret for en knæskade, der ville holde klubbens næstmest scorende spiller i sæsonen ude af spillet i fire måneder.

Der var derfor god tid til at hente en erstatning, og der blev lige indtil transfervinduets sidste dag talt om, hvem der skulle erstatte uruguayaneren.

Men det blev ved snakken. Og tegnedrengen blev i lommen.

Lige indtil Ousmane Dembélé blev skadet. Igen.

Men her var januar for længst blevet til februar, og FC Barcelona var derfor nødt til at indhente en særtilladelse for at kunne hente en erstatning. Det blev Martin Braithwaite. Men danskeren blev også billedet på handlingslammelsen.

Vi har en smal trup, og uheldigvis har planlægningen været sådan

Sergio Busquets, FC Barcelona

Set i bagklogskabens lys virker det indlysende, at det var voldsomt at satse alt på franskmandens skrøbelige fysik og have 17-årige Ansu Fati som gardering. Og selv hvis Ousmane Dembélé havde været klar, havde det ikke ændret på billedet af en tynd trup. Og det havde nok heller ikke ændret på Lionel Messis opsigtsvækkende udtalelser i sidste uge.

- Hvis vi vil vinde Champions League er vi nødt til at vokse, meget. I dag har vi ikke, hvad der skal til for at kæmpe med om Champions League-trofæet, sagde argentineren d. 20. februar i et eksklusivt interview med Mundo Deportivo.

Et øjebliksbillede af den store forskel i bredden af trupperne hos FC Barcelona sammenlignet med rivalerne fra Real Madrid bliver fint illustreret ved at kaste et blik ud på bænken i midtugens ottendedelsfinaler i Champions League, hvor FC Barcelona mødte Napoli og Real Madrid mødte Manchester City.

Real Madrid
VS
Barcelona
Spillere på bænken i ottendedelsfinalerne i Champions League 25. og 26. februar
Alphonse Areola, Marcelo, Éder Militao, Toni Kroos, Gareth Bale, Luka Jovic, Lucas Vázquez
Neto, Sergio Akieme, Ronald Araújo, Clément Lenglet, Arthur, Riqui Puig, Ansu Fati

Aktuelle skader

FC Barcelona:

  • Luis Suárez
  • Ousmane Dembélé
  • Sergi Roberto
  • Jordi Alba

Real Madrid:

  • Marco Asensio
  • Eden Hazard
  • Mariano Diaz

Her er det værd at notere sig, at Martin Braithwaite ikke var med, da han ikke må spille Champions League for FC Barcelona i denne sæson.

Der kan dog hurtigt sættes to streger under konklusionen.

Real Madrid rådede over flere etablerede spillere udover de startende elleve, mens FC Barcelona var nødt til at fylde bænken ud med flere uprøvede kræfter fra B-holdet som Sergio Akieme og Ronald Araújo.

Real Madrids spillere på bænken havde i gennemsnit spillet omkring syv kampe mere i sæsonen og var i gennemsnit fem år ældre (27,1 år) sammenlignet med FC Barcelonas indskiftere (22,3 år). Den manglende bredde i Barcelona blev også underbygget af udtalelser fra klubbens egne spillere.

- Vi har en smal trup, og uheldigvis har planlægningen været sådan, sagde Sergio Busquets efter 1-1-kampen mod Napoli, mens Ivan Rakitic bakkede op om synspunktet:

- Det vidste de ansvarlige godt (at truppen var smal, red.).

Endnu en stikpille fra spillerne. Endnu et slag mod Eric Abidal og ledelsen. Og endnu et sygdomstegn.

FC Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, nyindkøbet Martin Braithwaite og sportschef, Eric Abidal.
FC Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, nyindkøbet Martin Braithwaite og sportschef, Eric Abidal. Foto: Josep Lago / Ritzau Scanpix

Mere end tre point på spil

Et andet øjebliksbillede viser dog, at FC Barcelona fører La Liga med to point ned til Real Madrid forud for de sidste 13 spillerunder. Begge klubber er ude af den spanske pokalturnering, mens catalanerne står med de bedste betingelser for at avancere til kvartfinalerne i Champions League efter årets første knockout-kampe er blevet spillet.

Derfor kan omstændighederne – og stemningen – hurtigt ændre sig hos begge klubber. Og de har faktisk begge præsteret under vanlig standard i La Liga – på samme tid.

Vi skal 13 år tilbage for at finde den seneste sæson, hvor både FC Barcelona og Real Madrid havde færre end 56 point efter 25 spillerunder, hvilket er tilfældet lige nu. Det var i 2006-2007-sæsonen, der endte med den vildeste afgørelse på La Liga, hvor de to arvefjender begge sluttede på 76 point på første- og andenpladsen. Real Madrid endte som mester, da de var bedre i de indbyrdes kampe mod FC Barcelona.

Samme scenarie er svært at forestille sig til fulde i 2020, men det indbyrdes opgør ser på mange måder ud til at kunne blive sæsondefinerende for Spaniens to største klubber.

Da den første Clásico endte uden scoringer og derfor også uden vinder er der ekstra meget på spil i søndagens returopgør i Madrid. Og det er ikke kun på grund af den evige rivalisering mellem de to mastodonter, der skal møde hinanden for 244. gang i historien.

Det er også en Clásico, der betyder ekstra meget for præsident Josep Maria Bartomeu, der vil gøre alt for at holde fast i sin magtfulde post - som minimum indtil det planlagte præsidentvalg i juni 2021.

Flere spanske medier har allerede forudsagt, at en stribe dårlige resultater kan fremrykke valget, og i det regnestykke kan en god såvel som dårlig præstation i El Clásico betyde alverden.

I hovedstaden har de kunne følge Barcelona-præsidentens sværeste periode i klubben med fryd, hvor Marca sarkastisk skriver ledere under overskriften ’Længe leve, Bartomeu!’, da problemerne i Barcelonas top ifølge avisen har fået Real Madrids ledelse til at fremstå velfungerende.

- Jeg ønsker, at Mr. Josep Maria bliver på posten i mange år endnu. Det er en velsignelse for Real Madrid, skriver Juanma Rodríguez.

Det skal blive spændende at se, om det bliver Madrid-støtterne eller Barcelonas tilhængere, der får deres ønske opfyldt i forhold til Barcelonas præsident. Vi glæder os til at vise El Clásico søndag direkte på TV 2 SPORT X kl. 21 med optakt fra kl. 20 direkte fra Santiago Bernabéu i Madrid.