Efter syv års hårdt arbejde: Beckham tager hul på nyt amerikansk fodboldeventyr

Inter Miami spiller sin første betydningsfulde kamp i historien søndag aften mod Los Angeles FC. Et øjeblik, David Beckham har knoklet for i årevis.

I januar 2007 skrev David Beckham under på, at han et halvt år senere ville skifte Real Madrid ud med Los Angeles Galaxy.

Det blev starten på et eventyr, der kulminerer søndag aften.

Da Beckham for 13 år siden indgik sin lukrative amerikanske aftale med L.A. Galaxy, indebar det nemlig en klausul, der i fremtiden ville give den tidligere engelske landsholdskaptajn muligheden for at købe et MLS-franchise for et reduceret beløb.

En klausul, der blev udnyttet, da Beckham i 2014 offentliggjorde, at han ville starte en ny MLS-klub. Godt syv år senere er idéen blevet til realitet.

Nu står han som medejer af Inter Miami, der søndag aften spiller sin første regulære fodboldkamp, når klubben indleder MLS-sæsonen med en udebanetur til Los Angeles FC.

Beckham havde dog ikke forventet, at rejsen ville være så udfordrende.

- Det har været meget hårdere, end jeg nogensinde forventede det. Det har været en lang rejse. Da jeg annoncerede det et par dage efter, jeg stoppede i PSG for syv år siden, havde jeg aldrig troet, det ville tage syv år, siger han i et stort interview med nyhedsbureauet Reuters.

Processen har varet længere end forventet på grund af problemer med et stadion og lokal modstand, men nu har den sydlige del af Florida så endelig fået sig et nyt hold.

Se kampen mellem Los Angeles FC og Inter Miami søndag klokken 23.30 på TV 2 PLAY.

Beckham lovede stjerner til Miami

Beckham har store ambitioner for sin nye klub. Og det har han altid haft.

- Miami har brug for en stjerne. Man er nødt til at indse, hvilket publikum vi har. Miami forventer, at vi henter en stjerne. Så det er, hvad vi planlægger at gøre, lød det fra Beckham i 2018 ifølge BBC.

Og året efter var der ikke skruet ned for de forventninger. Tværtimod.

- Vi ved alle, hvor fantastisk det er at bo i Miami med sin familie, men vi ønsker os ikke spillere, der bare kommer her i slutningen af karrieren og tænker ’lad os få et par år i Miami - og så vil jeg spille en lille smule fodbold’.

- Det er ikke det, vi ønsker. Vi vil have spillere, der er sultne, og som har spillet på øverste niveau, men stadig gerne vil vinde fodboldkampe, sagde han i 2019.

De helt store stjerner er stadig ikke ankommet

Nu siger årstallet 2020, og holdet er klar til sæsonstart. Men hvor langt er klubben så nået i processen med at hente verdensstjerner ind?

Fra et europæisk synspunkt nok ikke særlig langt. Kigger man ned over truppen, er det spillere som Rodolfo Pizzaro, Matiás Pellegrini og Lewis Morgan, der springer i øjnene.

Den 26-årige mexicaner Rodolfo Pizzaro er klubbens dyreste spiller, efter han blev hentet for knap 11 millioner euro (godt 75 millioner danske kroner, red.) i Monterrey efter et par gode år i Mexico.

Matiás Pellegrini er 19 år og blev hentet i sit hjemland i argentinske Estudiantes. Den eneste europæer er den 23-årige skotte Lewis Morgan, der er samlet op fra Celtic.

De store europæiske stjerner, som Beckham tidligere har snakket om at hente, er altså ikke nået frem til klubben endnu. Men den tidligere Manchester United-spiller slår koldt vand i blodet.

- Vi tror virkelig på den trup, vi har. Og de spillere, vi har, er vi virkelig glade for. Men vi har også talt om, at hvis vi får muligheden for at hente store spillere ind fra Europa, vil vi gøre det, siger Beckham til Reuters før MLS-debuten.

To af verdens absolut bedste spillere, Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, har for nyligt været rygtet til Beckhams nye klub.

- Alle hold i verden vil have Messi og Ronaldo i deres trup. Så det er, hvad vi vil prøve at gøre. Og hvis vi får muligheden for at hente spillere med store navne ind, så er det bare fedt, for vi er heldige, at vi har en ejerskabsgruppe, der har en vision og konkurrenceevne, hvor vi vil have de bedste spillere i verden.

Profilerede spillernumre som otte og ni er stadig ikke besat hos Inter Miami, hvilket godt kunne tyde på, at de holdes åbne til et par store stjerner.

Henter inspiration fra Sir Alex Ferguson

Beckham har spillet i nogle af de største fodboldklubber i verden med Paris Saint-Germain, Real Madrid og Manchester United på CV’et.

Og i sidstnævnte klub var han under vingerne hos en af Europas mest succesfulde trænere gennem tiderne i form af Sir Alex Ferguson.

Og noget af det, Beckham lærte i årene mellem 1992 og 2003 i Manchester United, bruger han i dag til at skabe det bedst mulige hold.

- En ting, jeg lærte fra Sir Alex Ferguson, var, at det over årene ikke handler om at købe de største navne og bedste spillere. Det handler om at hente de rigtige folk og de rigtige spillere ind til holdet.

Beckham har indtil nu samlet en gruppe af unge, talentfulde spillere og rutinerede MLS-stjerner, hvor den 35-årige målmand Luis Robles, der har tilbragt otte år hos New York Red Bulls, vil bære anførerbindet.

Holdet bliver ført an af Diego Alonso, der har nydt stor succes i Mexico hos Pachuca og Monterrey. Han er stadig den eneste træner, der har vundet CONCACAF Champions League to gange med to forskellige klubber.

CONCACAF Champions League, der er en international klubturnering for de bedste hold i Nordamerika, Sydamerika og Caribien, er siden 2006 blevet vundet af mexicanske hold.

Inter Miamis målsætning er at ændre den dominans, hvorfor den succesfulde Alonso er udpeget som holdets cheftræner.

Imponerende fankultur trods begrænset historik

Det er store drømme for en klub, der endnu ikke har spillet sin første MLS-kamp.

Det betyder dog ikke, at klubben har haft problemer med at opbygge en fanbase. Den eksisterer allerede i bedste velgående.

- Vi forpligtede os til at investere i vores samfund. En af de unikke ting ved vores by er lidenskaben, sagde klubbens administrerende direktør Jorge Mas til holdets hjemmeside i fjor.

- Det handler ikke kun om kærligheden til sporten, der forener os og er utroligt vigtig for vores samfundsstruktur, men om lidenskaben for alt, hvad Miami repræsenterer.

Og lidenskaben er i den grad fundet frem.

Folk i den sydlige del af Florida har i så høj grad savnet et fodboldhold, at fangrupperingerne allerede er startet med at støtte klubbens ungdomshold med bannere, flag og trommer på sidelinjen.

Derudover pryder fangruppen Vice City 1896 også gadebilledet i Miami for tiden.

Inter Miami har base i Fort Lauderdale, hvilket også er navnet på klubbens nye stadion. Et stadion, der kan rumme 18.000 tilskuere.

I 2022 er planen dog, at Beckhams nye klub flytter til Miami Freedom Park, som bliver en kæmpe park, der skal huse hoteller, restauranter og et træningsanlæg, mens der skal være plads til 25.000 tilskuere.