Fodbold

Spanske medier roser Braithwaite efter El Clásico

Martin Braithwaite bliver rost for sine offensive kvaliteter mod Real Madrid, mens de defensive mangler ved 1-0-scoringen også bliver fremhævet.

Martin Braithwaite var snublende tæt på at lave et drømmeindhop mod Real Madrid.

Under et minut efter sin indskiftning var han alene med målmanden, men den første Barcelona-scoring udeblev. Få minutter senere haltede de defensive pligter hos danskeren, da Real Madrid bragte sig foran 1-0.

I de spanske medier bliver Braithwaites indhop analyseret forskelligt, og vi har samlet en håndfuld af reaktionerne på danskerens indhop.

Mundo Deportivo:

- Det var godt og dårligt for Martin Braithwaite. Det gode var, da han var tæt på at score i sin første El Clásico-kamp. Det dårlige var støtten til Nelson Semedo ved 1-0-scoringen.

AS:

- Han gjorde sig bemærket efter blot en udånding, da han havde en god mulighed for at snyde Thibaut Courtois. Det er tydeligt, at danskeren er hentet for at gøre vigtige ting for holdet.

SPORT er blandt de få spanske aviser, der sætter en karakter på spillernes præstation.

- Han forlod bænken efter 69 minutter, og så snart han invaderede banen, kreerede han en 1 mod 1-duel mod Thibaut Courtois. Han løber både dybt og bredt.

Martin Braithwaite bliver belønnet med karakteren 7 på en skala fra 1 til 10, hvor kun André Ter Stegen, Nelson Semedo og Gerard Piqué får en højere karakter i form af et 8-tal.

Vinicius Junior scorer for Real Madrid i kampen mod FC Barcelona. Video: TV 2 SPORT

De spanske brugere er glade for danskeren

Den spanske avis MARCA har ligeledes lavet en vurderingen på Barcelona-spillerne.

- Han var farlig, så snart han kom på banen, men optrådte ikke forbilledligt, da han undlod at følge med, da brasilianske Vinicuis Junior scorede kampens første mål, lyder vurderingen af Braithwaite.

Udover spillernes vurdering tillader avisen også, at brugerne kan stemme på de forskellige spillere.

Og her har danskeren fået næstflest positive stemmer, hvor han kun er overgået af den tyske målmand Andre ter Stegen. I modsatte ende af skalaen er Antoine Griezmann og Lionel Messi, der har fået det færreste antal stemmer.

Real Madrid vandt sæsonens andet El Clásico, da FC Barcelona med Martin Braithwaite blev slået med 2-0. Video: TV 2 SPORT

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker sagde efter kampen, at danskeren blev brugt forkert. Braithwaite erstattede Arturo Vidal på midtbanen, og ifølge Mads Junker er Braithwaite ikke 'designet' til at spille den position.