Fodbold

Coronavirus udskyder semifinale mellem Juventus og Milan

Udskydelsen er bare den seneste af en lang række italienske fodboldkampe, der de seneste uger er blevet udskudt.

Onsdag aften skulle Simon Kjærs AC Milan og Cristiano Ronaldos Juventus have stået over for hinanden i den italienske pokalturnering.

Men aftenen inden opgøret mellem de to rivaler har det italienske fodboldfodbund i samråd med lokale myndigheder valgt at udskyde kampen til en senere dato grundet frygt for øget smitte af covid-19-sygdommen.

De to klubber skulle mødes i returopgøret om en plads i årets pokalfinale. Det første opgør endte 1-1 i en kamp, hvor AC Milan havde hjemmebanefordelen.

Den anden semifinale mellem Napoli og Inter ser fortsat ud til at blive afviklet som planlagt, da kampen bliver spillet i det sydlige Italien, hvor udbruddet af det nye coronavirus ikke er nær så stort, som det er i Norditalien.

Regionerne Lombardiet, Emilia-Romagna, Veneto og Piemonte er de regioner, der er hårdest ramt. Indtil videre er flere end 2500 personer blevet smittet i Italien, hvoraf 79 personer har mistet livet.

Udskydelsen af onsdagens kamp er bare det seneste eksempel på italienske fodboldkampe, der ikke bliver afviklet på det planlagte tidspunkt.

I weekenden blev fire kampe - heriblandt kampen mellem Juventus og Inter - i den italienske Serie A udskudt til en senere dato.

Eriksen skal spille for tomme tribuner mod Getafe

Også i Spanien har det aktuelle udbrud af det nye coronavirus i det nordlige Italien fået konsekvenser.

Tirsdag har spanske myndigheder ifølge mediet AP meddelt, at der skal spilles for tomme tribuner, når flere spanske klubber i den kommende tid får besøg af italienske klubber i europæiske turneringer.

Eksempelvis skal Christian Eriksen og Inter på besøg hos Getafe i Europa League, men det vil altså blive uden tilskuere.