Coronavirus

Christian Poulsen er i corona-karantæne - disse spillere fra sportens verden er i isolation

Den tidligere fodboldspiller Christian Poulsen er blevet sendt i karantæne, efter han var sammen med Thomas Kahlenberg, der er smittet med coronavirus

Den tidligere landsholdsspiller Christian Poulsen er i karantæne for at undgå eventuel smitte med det nye coronavirus.

Det skriver de hollandske medier Algemeen Dagblad og NOS.

Medierne skriver, at Christian Poulsen ikke viser symptomer og ej heller har fået konstateret coronavirus, men han er blevet sendt i karantæne i 14 dage.

Fredag formiddag har TV 2 SPORT været i kontakt med Christian Poulsen, men han ønsker ikke at udtale sig.

Tre Ajax-medarbejdere i karantæne

Ifølge medierne var Thomas Kahlenberg, der er blevet testet positiv for virusset, gæst til Poulsens 40 års fødselsdag i Amsterdam i fredags.

Poulsen bor i den hollandske hovedstad, hvor han er assistenttræner for storklubben Ajax Amsterdam.

To andre medarbejdere i klubben, der også var til stede til fødselsdagsfesten, er også i karantæne.

- Det er rigtigt, at der er tre medarbejdere i karantæne. De har ingen symptomer, og hvis det forbliver sådan indtil torsdag, kan de genoptage arbejdet igen, siger Miel Brinkhuis, der er kommunikationschef for Ajax, til De Telegraaf.

I Holland, hvor Thomas Kahlenberg blev smittet, har myndighederne torsdag opdateret antallet af smittede med coronavirus til 82 personer.

Flere personer sendt i karantæne

Dermed er endnu en person fra sportens verden tilføjet til den liste over spillere og personer, der er i hjemmekarantæne.

Der er 13 personer i Brøndby IF’s organisation, der er i karantæne. Det er ni personer i administrationen, herunder administrerende direktør Ole Palmå, og derudover er det:

  • Forsvarsspiller Joel Kabongo
  • Assistenttræner Martin Retov
  • Analytiker Jimmy Brinksby
  • Psykologisk sportskonsulent Christian Engell

Kahlenberg besøgte Brøndby Stadion

Lyngby Boldklub, som Brøndby spillede mod søndag, har ligeledes meldt ud, at de har sat tre spillere i karantæne, der har været i kontakt med Thomas Kahlenberg. Der er tale om:

  • Midtbanespiller Martin Ørnskov
  • Forsvarsspiller Patrick da Silva
  • Forsvarsspiller Kasper Jørgensen

Kahlenberg var søndag i sidste uge gæst på Brøndby Stadion, da Brøndby spillede mod Lyngby i 3F Superligaen.

Man skal kontakte Brøndby IF på tlf. 33367999, hvis man har haft følgende kontakt med Thomas Kahlenberg søndag 1. marts i og omkring Brøndby Stadion:

  • Håndtryk
  • Knus/kram
  • Siddet/stået sammen med ham i over 15 minutter på under to meters afstand.