Coronavirus

Thomas Kahlenberg smittet med coronavirus

16 personer fra Brøndby IF og Lyngby Boldklub er sat i hjemmekarantæne. Myndighederne efterlyser fans, der har været i kontakt med eksspilleren.

Den tidligere fodboldspiller Thomas Kahlenberg er blevet smittet med coronavirus. Det skriver fodboldklubben Brøndby IF på sin hjemmeside.

Thomas Kahlenberg blev smittet med virussen på en netop overstået rejse til Amsterdam, og han er derfor nu i isolation.

Han har det efter omstændighederne godt og er ved godt mod, skriver Brøndby IF.

Kahlenberg var søndag til stede på Brøndby Stadion som gæst i forbindelse med Brøndbys Superliga-kamp mod Lyngby Boldklub. Her besøgte han blandt andet Fanzonen, Michael Laudrup-Loungen og receptionen på Brøndby Stadion.

Brøndby-folk sendt i karantæne

Styrelsen for Patientsikkerhed har i samarbejde med Thomas Kahlenberg lavet en opsporing af konkrete, navngivne personer, han har været i direkte kontakt med, og de personer er nu i hjemmekarantæne.

I alt er 13 personer i Brøndby IF's organisation sendt i hjemmekarantæne.

Det drejer sig blandt andet om forsvarsspilleren Joel Kabongo, assistenttræner Martin Retov, administrerende direktør Ole Palmå, analytiker Jimmy Brinksby og sportspsykolog Christian Engell, skriver klubben.

Ole Palmå danner privat par med Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, men hun er ikke sat i karantæne, da hun ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, ikke er i risiko for at være smittet, da Ole Palmå, selv hvis han viser sig at være smittet, ikke kan nå at have smittet andre.

- Sundhedsmyndighederne har endvidere oplyst mig, at heller ingen personer, som jeg har mødt de seneste dage, er i risiko på grund af mig, og det er jeg naturligvis glad for, da jeg ikke ønsker at nogen skal blive nervøse, oplyser Venstre-politikeren.

Fan i karantæne

Under sit besøg i Fanzonen ved Brøndby Stadion medvirkede Thomas Kahlenberg også i fan-podcasten 'BrøndbyLyd', fremgår det af podcastens hjemmeside.

Her medvirkede også journalist Simon Ankjærgaard, som derfor også er sendt i hjemmekarantæne, bekræfter han over for TV 2. Det samme er hans kone og søn, som søndag også hilste på den tidligere Brøndby-spiller.

- Vi har det godt, og har ikke nogen symptomer. Vi tager anvisningerne fra myndighederne alvorligt, men går heller ikke i panik over det, siger Simon Ankjærgaard.

Også Lyngby-spillere i karantæne

Smittetilfældet får også betydning for søndagens modstander på banen. Lyngby Boldklub oplyser på sin hjemmeside, at tre personer fra klubbens førsteholdstrup har været i kontakt med Kahlenberg.

Det drejer sig om Martin Ørnskov, Kasper Jørgensen og Patrick da Silva, der alle er sendt i 14 dages hjemmekarantæne for at undgå yderligere smitte af sygdommen.

Ingen af de tre udviser i øjeblikket tegn på at være smittede, og der er foreløbigt ingen grund til at tro, at der skulle være andre personer i risikozonen, oplyser Lyngby Boldklub.

Efterlyser fans

Styrelsen for Patientsikkerhed har allerede inddæmmet og karantænesat alle kendte og nære kontakter til Thomas Kahlenberg i tiden op til, han fik symptomer.

Derudover efterlyses fans og andre, der under hans besøg på Brøndby Stadion søndag har været i direkte fysisk kontakt med den tidligere Brøndby-spiller.

Styrelsen for Patientsikkerhed skal kortlægge alle, der har været i direkte fysisk kontakt med Kahlenberg, for at forebygge, at flere får sygdommen.

Man skal kontakte Brøndby IF på telefon 33367999, hvis man har haft følgende kontakt med Thomas Kahlenberg søndag 1. marts i og omkring Brøndby Stadion:

  • håndtryk
  • knus/kram
  • siddet/stået sammen med ham i over 15 minutter på under to meters afstand

- Via vores dialog med Thomas Kahlenberg om hans færden søndag på Brøndby Stadion ved vi, at der er tale om et begrænset antal personer, oplyser overlæge Anette Lykke Petri, enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kampe forventes afviklet som planlagt

Divisionsforeningen, som er ansvarlig for afviklingen af Superligaen, 1. division og 2. division, oplyser i en pressemeddelelse, at man er i tæt dialog med sundhedsmyndighederne.

Udgangspunktet er, at kampene i den kommende runde afvikles som planlagt, men foreningen følger myndighedernes anbefalinger.

- Vi forholder os til situationen, som den udvikler sig, og har pt ikke yderligere kommentarer, skriver Divisionsforeningen.

I Holland, hvor Thomas Kahlenberg blev smittet, har myndighederne torsdag opdateret antallet af smittede med coronavirus til 82 personer.