Fodbold

Landsholdet møder Færøerne i Herning uden tilskuere

Kampen på MCH Arena mellem Danmark og Færøerne bliver afviklet uden tilskuere, meddeler DBU.

Fodboldlandsholdets hjemmekamp mod Færøerne 27. marts bliver spillet uden tilskuere.

Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) i et opslag på Twitter og på sin hjemmeside. Testkampen skal spilles på MCH Arena i Herning.

- DBU har den sidste uge været i tæt dialog med sundhedsmyndighederne om betydningen af coronavirus for dansk fodbold og de danske landsholds kampe og andre aktiviteter. DBU vil de næste dage fortsat være i dialog med myndighederne for at kunne vurdere situationen, skriver DBU.

DBU skriver også, at det er i dialog med Det Færøske Fodboldforbund om, hvorvidt kampen skal aflyses, da en udsættelse ikke er en mulighed.

- Den endelige beslutning bliver først truffet engang i løbet af de næste par uger, skriver DBU.

Skal forhindre yderligere spredning af corona i Danmark

Efter planen skal Danmark møde England på Wembley fire dage senere.

Beslutningen er truffet, efter at statsminister Mette Frederiksen fredag meddelte, at myndighederne opfordrer til, at alle arrangementer med over 1000 personer enten udskydes eller aflyses.

Anbefalingen skal forhindre yderligere spredning af coronavirus i Danmark.

Der er solgt cirka 6000 billetter til kampen. Billetkøberne vil få tilbudt at få pengene igen.

- Vi har glædet os til at have landskamp med en masse gode fans i Herning. Derfor er det beklageligt, at vi ikke kan gennemføre venskabskampen mod Færøerne med tilskuere.

- Vi refunderer naturligvis billetterne til de godt 6000 fans, der allerede har købt billet, siger DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer.

Alle kampe uden tilskuere

Testkampene er en del af forberedelsen til sommerens EM-slutrunde, hvor Danmark er en af 12 værtsnationer og skal møde Finland, Belgien og Rusland i Parken i København i gruppespillet.

Forinden har Danmark også testkampe mod Norge og Sverige.

Divisionsforeningen har meddelt, at alle kampe i den danske Superliga i marts spilles uden tilskuere.