Coronavirus

Smittefrygt i Superligaen: Topklubber dropper autografer, selfies og interviews

To Superligaklubber vil ikke lade sine spillere stille op til fysiske interviews med pressen. Beslutningen er truffet for at undgå smitte.

Hverken i FC Midtjylland, FC København eller AGF kommer Superligaspillerne til at stille op til fysiske interviews inden den kommende spillerunde.

Det fortæller de tre topklubber, der ligger nummer et, to og tre i Superligaen, på FCM's og FCK's hjemmesider og til Århus Stiftstidende. Meldingen kommer dagen efter, fire Superligaspillere er sendt i karantæne for at undgå smitte af ny coronavirus.

Ingen personer i FCM, FCK eller AGF er i skrivende stund meldt smittet med covid-19, og ingen er sendt i karantæne. Derfor er de nye tiltag besluttet for en sikkerheds skyld. I FC Midtjylland betyder det, at journalister og fans ikke bydes velkommen i det hus, hvor Superligaspillerne har deres daglige gang i Ikast. I forbindelse med søndagens kamp mod Randers er der også ekstra restriktioner.

- Omkring kampe vil der fortsat være mixed zone for journalister, men tiden for hvert enkelt interview skæres ned til få minutter, og de gennemføres alle med den anbefalede sikkerhedsafstand på to meter, skriver FC Midtjylland.

I FCK lukker man også ned for både autografer og interviews i forbindelse med klubbens træninger, oplyser klubben.

I AGF betyder de nye tiltag, at Superligaholdet skal til at spise frokost for sig selv. Generelt begrænses antallet af gæster på træningsanlægget Fredensvang, ligesom spillerne heller ikke vil være lige så tilgængelige for fans, som de plejer at være.

- De vil ikke stille op til selfies med fans, når spillerbussen kommer til Silkeborg mandag aften. Vi arbejder lige nu ud for et forsigtigsprincip, siger AGF's kommunikationschef Søren Højlund Carlsen til Århus Stiftstidende.

I SønderjyskE er klubbens spillere også bedt om at holde sig fra kontakt med andre end 'kampens aktører'. Det betyder, at spillerne ikke giver håndtryk, high fives, selfies eller autografer.

Superligaspillere i karantæne

Torsdag blev fire Superligaspillere sendt i 14 dages karantæne for at undgå eventuel smitte. Det skete, fordi den tidligere Brøndbyspiller Thomas Kahlenberg er testet positiv for covid-19. Han var til stede, da Brøndby slog Lyngby i den seneste runde, og ved den lejlighed var han i kontakt med folk fra begge klubber.

I alt er fire Superligaspillere sendt i karantæne.

  • Joel Kabongo, Brøndby
  • Martin Ørnskov, Lyngby
  • Patrick da Silva, Lyngby
  • Kasper Jørgensen, Lyngby

I alt er 13 personer fra Brøndby sendt i karantæne. Assistenttræner Martin Retov, analytiker Martin Retov og sportspsykologisk konsulent Christian Engell er blandt dem, der skal opholde sig derhjemme i 14 dage.

Smittefaren betyder også, at spillerne fra Horsens og Randers ikke skrev autografer i forbindelse med torsdagens pokalkampe.

Man skal kontakte Brøndby IF på tlf. 33367999, hvis man har haft følgende kontakt med Thomas Kahlenberg søndag 1. marts i og omkring Brøndby Stadion:

  • Håndtryk
  • Knus/kram
  • Siddet/stået sammen med ham i over 15 minutter på under to meters afstand.