Fodbold

Angriber sender corona-besked til hele Italien efter scoring

Francesco Caputo holdt efter sin scoring et skilt, hvor budskabet var, at alt nok skal blive godt igen i Italien efter coronavirussen.

Det er efterhånden ikke et særsyn, at der er tomme tribuner til kampe i både ind- og udland af frygt for coronavirus.

Et af de steder, der er hårdest ramt, er Italien, hvor der i mange provinser er ind- og udrejseforbud, mens mange tusinde italienere er blevet anbefalet at blive indendørs.

Med andre ord vækker coronavirus stor bekymring i støvlelandet i disse uger. Faktisk så meget, at alle sportsbegivenheder bliver aflyst frem til 3. april.

Denne bekymring forsøgte Francesco Caputo at dæmme lidt op for, efter Sassuolo-angriberen scorede kampens første mål imod Brescia. Her udnyttede den italienske angriber sin jubelscene til at sende en besked til alle italienere.

- Andrá Tutto Bene #restate acasa - Alt bliver fint. Bliv hjemme, stod der på et skilt, som Francesco Caputo viste til kameraets linse.

Det er et budskab om, at italienerne skal overholde anbefalingerne om at blive indenfor, for så skal tilstandene nok blive bedre i landet.

- Alt bliver fint. Bliv hjemme, lyder budskabet fra Francesco Caputo

Italiensk fodbold har været hårdt ramt efter coronavirussens udbredelse i landet.

Flere Serie A-kampe er blevet udskudt, og tirsdag holder fodboldforbundet krisemøde ifølge nyhedsbureauet dpa.

I weekenden anbefalede Italiens sportsminister, Vincenzo Spadafora, at alle Serie A-kampe blev udskudt. Denne opfordring gik det italienske fodboldforbund dog imod, så alle rundens opgør blev alligevel spillet.

Derfor var Sassuolo og Brescia også i aktion mandag aften, hvor Sassuolo endte med at vinde 3-0. Sassuolo er nummer 11 i Serie A, mens Brescia til gengæld indtager sidstepladsen i den bedste, italienske række.

Det er 11. kamp i træk, at Brescia går fra banen uden en sejr.

Samtidig bliver det også den sidste sportsbegivenhed i Italien i lang tid.