Fodbold

Inter-boss forsvarer, at Eriksen var bænket

Inter og Christian Eriksen tabte et skridt i kampen om det italienske mesterskab med nederlaget til Juventus.

Christian Eriksen er kun startet inde for Inter i tre ud af otte mulige kampe, siden skiftet fra Tottenham i januar.

I de øvrige fem Inter-kampe er Eriksen kommet ind fra bænken - senest i søndagens 0-2-nederlag ude til Juventus i Serie A.

Her skiftede Inter-træner Antonio Conte først danskeren ind efter 59 minutter ved stillingen 0-1.

Inters administrerende direktør, Giuseppe Marotta, forsvarer Contes beslutning om ikke at lade Eriksen være med i startopstillingen.

- En kamp varer 90 minutter, og målet er at få et positivt resultat, så der er ingen grund til at tage dristige beslutninger fra start.

- Spillere, som kommer ind fra bænken, kan ofte være afgørende. Specielt på dette niveau, siger Marotta ifølge Football Italia.

Eriksen blev dog aldrig afgørende mod Juventus, som scorede til 2-0 efter 67 minutter på et mål af indskiftede Paulo Dybala.

Danskeren forsøger sig inde i feltet, men afslutningen resulterer i et hjørnespark. Video: Nicolai Margon Madsen

Eriksen er startet inde i en ud af fire Serie A-kampe, mens det er blevet til 90 minutter i begge holdets kampe i Europa League indtil videre.

Kampen i Torino blev spillet uden tilskuere på grund af frygten for coronavirus, der har hærget i Italien på det seneste.

Juventus-sportsdirektør Fabio Paraciti er ærgerlig over situationen, som også koster fodboldklubben tab af indtægter.

- Det hele er meget underligt og sørgeligt. At spille fodbold under disse forhold er synd for fansene og spillerne, siger Paraciti ifølge Sky Sport Italia.

- Vi trænede på det tomme stadion lørdag for at vænne os til situationen, men for at være ærlig tror jeg aldrig, man helt kan vænne sig til det, siger han.