Fodbold

Flere muligheder skrinlægges - tribuner vil fortsat stå tomme i Danmark

AC Horsens skabte en overraskelse i Parken, da de gulklædte gæster vandt 1-0 foran 0 tilskuere.  Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Divisionsforeningen har arbejdet på muligheden for at lukke tilskuere ind til kampene i Superligaen og 1. Division. Dette arbejde er droppet.

Danske fodboldfans må stadig holde sig væk fra tribunerne i Superligaen og 1. Division.

Det fastslår Divisionsforeningen, der ellers har arbejdet på at give klubberne mulighed for at lukke fans ind til de kommende kampe.

Dermed kommer det ikke på tale at ændre på det tilskuerforbud, Divisionsforeningen meldte ud fredag eftermiddag.

- Efterfølgende har mange interessenter såsom klubber, fans og presse spurgt til, om der kan åbnes op for at lukke 1000 personer ind. De overvejelser har vi gået med, og der er arbejdet på forskellige muligheder, skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

- Men efter dagens alvorlige udmeldinger fra statsministeren, som understregede påbuddet og blandt andet introducerede yderligere rejserestriktioner og opfordringen til påpasselighed i offentlig transport, så giver det ingen mening at kigge på lempelser for at få tilskuere på stadion. Det uanset hvor store økonomiske konsekvenser tomme tribuner har for klubberne.

Tirsdagens udmelding fra Divisionsforeningen kommer i kølvandet på et pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen præsenterede en række nye tiltag, der skal begrænse smitte af coronavirus.

Her slås det også fast, at tilskuerforbuddet står ved magt, uanset hvor store de økonomiske konsekvenser af at spille for tomme tribuner har for klubberne.