Det vil være ansvarsløst at spille de to landskampe

16x9
Danmark skal spille EM til sommer - medmindre det bliver udsat. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

KLUMME:

Fodbolden lukker - også - ned.

Man kan næppe tro andet efter udviklingen i en corona-betændt verden. Det er svært at se andet end slutfløjt før tid for de europæiske turneringer - og udsættelse af EM-slutrunden.

Ja, det er en dramatisk påstand, men bygget på det, der sker rundt om i fodboldeuropa, på snak med relevante og på de seneste meldinger om forandringen i virusforløbet.

Dansk fodbold uden tilskuere er formentlig kun en begyndelse. Vi håber ikke, men venter kun på smittede eller karantæneramte - så kommer konsekvensen.

Italien har lukket helt fodboldned, Spanien er på vej ad samme spor, Frankrig overvejer og holder tilskuerne ude, Tyskland har mærket til smittede. I England er de ramt.

Det danske landshold skal - eller, måske, skulle - spille testkampe mod Færøerne og England sidst i denne måned. Åge Hareide skal udtage sin trup på mandag. Vi kan konstatere, at kampen mod Færøerne i Herning bliver uden tilskuere. Vi kan også konstatere, at flere af de såkaldt sikre udtagne ikke må bruges. Det gælder spillere fra italienske (og især norditalienske) klubber: Christian Eriksen (Inter), Simon Kjær (Milan), Andreas Cornelius (Parma), Jens Stryger Larsen (Udinese) og Lasse Schøne (Genoa).

De får ikke indrejsetilladelse i Danmark efter udenrigsministeriets nye tiltag, og dispenseres der, skal de i 14 dages karantæne som alle andre. Og hvad siger deres klubber til det? No go under alle omstændigheder.

Det vil være ansvarsløst at spille de to kampe!

Et dyk i EM-forberedelserne

Og som det ser ud nu, så vil alle kampe i den såkaldte landskampsperiode sidst i marts blive berørt. Et dyk i forberedelserne til EM for alle nationer.

Champions League blev allerede berørt i denne knock-out runde med kampe uden tilskuere, selvom der var knald på i Liverpool. Men Paris SG for en tom sal - og hvad med næste omgang? Tør Lyon tage til italienske Juventus? Og hvad sker der i den klub nu, hvor Juve også har smittede. Og sådan kan vi blive ved.

AS Roma kom ikke til at spille i Sevilla i Europa League og Getafe ville ikke til Milano for at møde Inter.

Begyndelsen til enden

I England udtaler Pep Guardiola, at han hellere ser aflysninger end kampe uden tilskuere. “Vi spiller for folket”. Arsenal fik spillere og ledere i corona-karantæne, og fik aflyst kampen mod Manchester City onsdag aften.

Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær mener ligeledes, at man bør sætte Premier League i stå. Alt bliver nu uden tilskuere, og pubberne må ikke længere vise bold på skærmene.

Den markante TV-ekspert, tidligere storspiller, Gary Lineker, siger, at det her er begyndelsen til enden på denne fodboldsæson. På Twitter skriver han: "Premier League og Champions League er på vej mod slutningen to måneder før tid.”

I Spanien kalder de to store sportsaviser på aflysninger i stedet for kampe for lukkede døre, pokalfinalen i Copa del Rey er midlertidigt aflyst, FC Barcelona spiller for lukkede døre mod Napoli, finalen i Frankrig bliver ikke afviklet, og i Tyskland skriver Leipziger Zeitungs lederskribent, at fodbolden bør annullere sæsonen - og det på trods af, at RB Leipzig netop har orkestret sit bedste resultat nogensinde ved at komme i Champions League kvartfinalen på bekostning af Tottenham.

Håndbolden har aflyst de kommende 14 dage i første omgang. Andre sportsgrene har lukket ned. Fodbolden er i oprørt hav uden kontante meldinger fra hverken UEFA eller DBU. Det ville ellers have pyntet med en klar udmelding fra sportens giganter. Fra et samfundsmæssigt synspunkt burde der være kommet en markering. De kommende landskampe må være “døde”, fodbolden skal som så mange andre i karantæne - det ser mere og mere ud til, at C. V. Jørgensens tekst kan bruges: Sæsonen er slut.