FCK indstiller træningen på ubestemt tid

FCK vil ikke træne i den kommende tid, skriver klubben efter hjemkomsten til København.

Superligaklubben FC København skriver natten til fredag på sin hjemmeside, at spillerne ikke træner i den kommende tid.

- Det sker for at undgå øget risiko for smittespredning af coronavirus, skriver klubben og tilføjer, at spillerne i stedet vil træne individuelt.

Udmeldingen kommer, få timer efter at FCK var i aktion i Europa League, hvor det blev til et nederlag på 0-1 til Istanbul Basaksehir i Tyrkiet.

Efterfølgende var FCK-manager Ståle Solbakken rasende over, at holdet skulle spille kampen, mens flere andre kampe blev aflyst på grund af coronaudbruddet i Europa.

- Den her kamp burde aldrig være spillet, sagde Solbakken efterfølgende til klubbens hjemmeside.

- Vi har været i løbende kontakt med Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund, red.) i flere dage, og vi har forsøgt at gøre vores synspunkter gældende om at aflyse kampen og endda også overvejet, om vi overhovedet skulle stille op uanset hvad.

- Men det har mange konsekvenser i en turnering som denne, både sportsligt og økonomisk, og dermed også for mange andre mennesker, siger Solbakken.

Al fodboldakvititet er indstillet i Danmark som led i bestræbelserne på at stoppe spredningen af coronavirus i landet.

Flere andre klubber har ligesom FCK valgt at stoppe den fælles træning i den kommende tid.