Coronavirus

Landskampe mod Færøerne og England er aflyst

Landsholdet kommer ikke i aktion mod Færøerne og England. Testkampene senere i marts er aflyst.

Dansk Boldspil-Union (DBU) bekræfter på sin hjemmeside, at de forestående træningskampe mod Færøerne og England er aflyst som følge af spredningen af coronavirus.

Allerede torsdag skrev DBU, at forbundet forventede, at kampene blev aflyst, men Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) havde endnu ikke bekræftet.

- Det er beklageligt, at herrelandsholdet ikke får spillet to spændende opvarmningskampe. Omvendt ønsker vi på ingen måde at risikere at sprede smitte, hverken til vores landsholdsspillere og trænere eller til andre omkring holdet og i samfundet omkring os.

- Aflysningerne er den eneste rigtige og ansvarlige beslutning, siger DBU's konstituerede direktør, Kenneth Reeh.

Kampen mod Færøerne skulle være afviklet 27. marts i Herning, mens kampen mod England skulle spilles på Wembley i London fire dage senere.

Har aflyst al fodbold i Danmark

Torsdag meddelte DBU, at alle fodboldaktiviteter i Danmark er sat på pause frem til 29. marts. Superligaen, 1. division og 2. division er blandt andet sat i bero.

Danmarks Idrætsforbund har også opfordret til at droppe alle aktiviteter i to uger.

Udmeldingerne kom, efter at statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag aften præsenterede en række initiativer for at modvirke spredningen af coronavirus i Danmark.

En række europæiske lande er ramt af udbruddet af coronavirus, og ifølge den franske avis L'Équipe pønser Uefa på at udsætte sommerens EM-slutrunde til 2021.

Landskampene mod Færøerne og England var et led i forberedelsen til sommerens EM-slutrunde. Foruden de to opgør venter testkampe mod Norge og Sverige henholdsvis 1. og 7. juni.

EM begynder efter planen 12. juni. Her er København en af 12 værtsbyer, og Parken skal lægge græs til Danmarks gruppekampe mod Finland, Belgien og Rusland.

Der skal også spilles en ottendedelsfinale på det københavnske stadion.