Fængslet Ronaldinho vinder futsal-turnering og gris på 15 kilo

Ronaldinho sidder i øjeblikket bag tremmer i Paraguay efter en sag om et falsk pas. Fredag viste brasilianeren dog, at han stadig kan spille fodbold.

VM, Champions League, La Liga, Serie A og Copa America.

Ronaldinho har vundet nogle af de største trofæer i verden. Derudover nåede den brasilianske dribler og boldkunster også at blive kåret til verdens bedste fodboldspiller i en flot og glorværdig karriere.

Selvom de store præstationer på alverdens fodboldbaner og de mange trofæer efterhånden ligger en del år tilbage, kunne den nu 39-årige Ronaldinho fredag glæde sig over karrierens nok mest aparte trofæ og sejr.

Her vandt den levende brasilianske legende en gris på 15 kilo, efter at han sammen med sit hold vandt en futsal-turnering i et højsikret fængsel i Paraguay.

Det lyder mest af alt som en god røverhistorie, du kan få fortalt af en lille knægt med en livlig fantasi. Men historien er altså god nok. Det viser flere billeder og videoer på det sociale medie Twitter.

Her ses Ronaldinho, der blev fængslet i sidste uge for dokumentfalsk, i flere aktioner i løbet af kampen, som brasilianerens hold vandt i overbevisende stil med 11-2.

Derudover figurerer den tidligere FC Barcelona-spiller også på et billede fra fængslet sammen med sine holdkammerater og et lille trofæ.

Fem mål og seks oplæg?

Selvom han er blevet 39 år, og der er kommet lidt flere kilo på i forhold til karrierens bedste år, skulle følingen med bolden efter sigende stadig være på plads i 2020.

Ifølge flere forskellige twitterkonti skulle Ronaldinho i hvert fald have imponeret stort ved at have været involveret i alle sit holds 11 scoringer. Her skulle han angiveligt selv have stået for fem af holdets mål samt assisteret de seks andre.

Det hører dog med til historien, at andre twitterkonti beretter om en noget mere anonym præstation fra den tidligere brasilianske verdensmester.

Uanset hvad er i hvert fald et af Ronaldinhos mål blevet fanget på video, og det bliver i øjeblikket delt flittigt på Twitter.

I fængsel for dokumentfalsk

Men hvad laver en af dette årtusindes bedste fodboldspiller overhovedet bag tremmer i Paraguay?

Onsdag i sidste uge ankom Ronaldinho sammen med sin bror, Roberto, til det sydamerikanske land for at promovere sin nye bog og deltage i et velgørenhedsarrangement for udsatte børn.

Så langt nåede brødreparret dog aldrig. I lufthavnen blev de anholdt og senere varetægtsfængslet for at rejse på et falsk pas.

Et rigtigt brasiliansk pas har den tidligere superstjerne ikke længere, efter de brasilianske myndigheder tilbage i november 2018 inddrog hans pas, da han ikke formåede at betale en bøde på 2,5 millioner dollar - knap 17 millioner kroner - for miljøskader, der var opstået i forbindelse med opførelsen af en ejendom i Porto Alegre i det sydlige Brasilien.

Hvor længe brødreparret skal sidde indespæret i Paraguay vides på nuværende tidspunkt ikke.

Tidligere på ugen kom det frem, at de paraguayanske myndigheder efterforsker Ronaldinho for flere forskellige lovbrud. Brødrene skal sidde varetægtsfængslet, mens politiet efterforsker sagen. I henhold til Paraguays lovgivning har efterforskerne seks måneder til at gøre det.