Har Hareide stået i spidsen for landsholdet for sidste gang?

KLUMME: Udbruddet af coronavirus har ført til aflysningen af landskampene i marts. Måske fører det også til en udsættelse af EM.

Åge Hareide udtager ikke sit landshold på mandag, som det ellers var planen op til de to kampe mod Færøerne og England sidst i denne måned. Det giver nemlig ingen mening. Kampene er aflyst. Og i værste fald har han valgt spillere i rødt og hvidt for sidste gang.

Den norske succestræner stopper efter sommerens EM-slutrunde, men meget tyder på, at det europæiske fodboldforbund UEFA på tirsdag vælger at suspendere den store event på grund af corona-omfanget og fodboldens generelle kaos med masser af aflysninger, udskydelser, smittede og karantæneramte.

UEFA meddelte fredag, at alt omkring Champions League og Europa League er lagt ned. En melding hele Europa ventede på, og endelig kom den stærkt forsinket. Det eneste rigtige i denne sundhedssvære og bekymrende tid. Fodbold kommer trods alt langt nede på listen over menneskelige værdier. Men det tilføjer et kaos i den europæiske fodboldkalender.

Den endelige udmelding omkring klubturneringerne fra UEFA gør det endnu mere sandsynligt, at EM-slutrunden til sommer bliver ramt for eventuelt at gøre kalenderen brugbar til det, der mangler i de nationale og europæiske ligaer.

EM i 2021?

Der spekuleres i flere scenarier med en slags "Final Four" eller kampe på neutral bane (og kun et møde) for at komme videre i Champions League og Europa League.

Hvad der så vil ske i de respektive ligaer, er et nationalt anliggende. Vil FC Midtjylland herhjemme blive kåret som mester før tid, hvordan vil man håndtere op- og nedrykning, eller vil man spille videre i en eventuel sommerpause eller i begyndelsen af næste sæson? Der spekuleres i hvis og hvad og hvornår. Divisionsforeningen vil gøre alt for at få færdigspillet de danske rækker. Modstanderen er virus-omfanget og tiden.

Europa, ja en hel verden, er stort set lukket ned, og det gælder også fodbolden. Der hverken spilles eller trænes i langt de fleste lande, og udover den primære sundhedsmæssige baggrund giver det slet ingen mening bare at tænke på landskampe.

Og nok heller ikke EM-slutrunden med kampe i 12 forskellige europæiske byer og semifinaler og finale i London. Skal denne event udsættes, hvornår kan der så spilles? 2021 er nævnt, men her skal kvindernes EM afholdes, og FIFA har planlagt sit nye stærke kommercielle kort, VM for klubhold, næste sommer, og de flytter næppe for at please UEFA.

Males EM med rødt i 2020, fortjener Hareide en afskedshyldest

Hvis - og jeg skriver hvis - UEFA på tirsdag farver EM-slutrunden 2020 med rødt og aflyser eller udsætter, kan Åge Hareide have været i spidsen for det danske landshold for sidste gang. For så skal Danmark selvsagt ikke spille de oprindelige tre EM-kampe i Parken (mod Finland, Belgien og Rusland), og i givet fald giver det ikke mening eller kalenderplads til testkampene op til (mod Sverige og Norge).

Åge Hareide har stået i spidsen for det danske landshold siden marts 2016, han har ført Danmark til to slutrunder ud af to mulige og har ikke tabt med landsholdet i de seneste 34 kampe.

Nu må man jo ikke trykke på næven - og det er heller ikke sikkert, at Hareide og DBU ville gøre det - men nordmanden fortjener en afskedshyldest som en af de mest succesrige landstrænere i den hjemlige fodbolds historie. Og oven i hatten kåret som Årets Træner i Danmark to år på stribe.

Det har ingen anden gjort tidligere. Hvis EM-slutrunden sløjfes, bliver der ingen åben afsked. DBU kan selvfølgelig ikke gøre andet end konstatere hans farvel og så henvise til, at en ny mand, Kasper Hjulmand, er ansat.

Men de siger farvel til en, der sjældent kan kalde sig taber.