Coronavirus

- Den største skuffelse, siger Hareide

Tirsdag blev EM udskudt til næste år. Åge Hareides kontrakt med Dansk Boldspil-Union udløber til sommer, og han kommer derfor ikke til EM med Danmark.

Aage Hareide sidder et sted i det norske og er en skuffet mand.

Ikke fordi han er karantæneramt i disse corona-tider og er bag en lukket dør i sit hjem. Men han ville langt hellere have befundet sig i Danmark, dagen efter han skulle have udtaget sit landshold til kampene i slutningen af marts.

Det blev som bekendt ikke aktuelt, fordi kampene blev aflyst, og nu er det mere relevant at være skuffet over, at EM ikke bliver til noget denne sommer, at han ikke får lov at føre sit hold i endnu en slutrunde - og at han formentlig har haft sin sidste kamp som landstræner for Danmark.

- Den største skuffelse i min tid med Danmark - helt klart, siger Åge Hareide til TV 2 SPORT.

EM-udsættelse er den rigtige beslutning

Og mon ikke ansigtet er lagt i bedrøvede folder. Mon ikke, fordi det for en gangs skyld ikke er muligt at se hans mimik.

- Jeg vil godt understrege, at beslutningen om at udsætte EM er helt rigtig. Vi skal tænke på situationen og handle ud fra, hvad der er bedst for samfundet. Der er vigtigere ting, end hvordan jeg har det med ikke at komme med Danmark til EM, siger den ukuelige nordmand over telefonen.

Jeg ser positivt fremad, selvom jeg lige nu sidder med en tomhed

Åge Hareide

Hareide hører til blandt de absolut bedste landstrænere for Danmark gennem historien.

Han blev ansat som afløser i december 2015 efter Morten Olsen, kvalificerede Danmark til to slutrunder ud af to mulige (VM 2018, EM 2020), fik rykket Danmark op blandt de bedste i Nations League og har fået skabt et hold, der har svært ved at tabe: 34 kampe på stribe uden nederlag i ordinær spilletid.

- Jeg har gjort det, jeg kom for - to slutrunder. Jeg har skabt et hold, der er svært at slå, vi har fået en særlig loyalitet mellem træner, stab og spillere. Det er jeg stolt af, og det har været en fornøjelse at arbejde for Danmark, siger Hareide.

Hareide sidder med en tomhed

Den 66-årige nordmand ser i øjnene, at han har haft sin sidste kamp som dansk landstræner. Det var i november sidste år, hvor han kvalificerede Danmark til det, der skulle være det største - EM på hjemmebane i Parken.

- Jeg sidder tilbage med en tomhed, det må jeg indrømme. Også på spillernes vegne. De havde fortjent denne slutrunde, og forhåbentlig får mange af dem den oplevelse næste år. Men der er jo ingen garantier.

Foråret skulle have budt på testkampe mod Færøerne og England i marts og op til EM Norge og Sverige. Alt taler for, at der ikke er mere at komme efter. Flere reaktioner har set de sociale medier og håber, Hareide får lov at føre sit hold til EM nu i 2021.

- Men det er ikke aktuelt. Jeg har kontrakt til 31. juli, og mon ikke det allerede nu er slut. Det giver ingen mening at spille de to kampe i juni, siger Åge Hareide.

Ser positivt fremad

Og så spørger TV 2 SPORTs telefonopkalder, om hvilken fremtid Åge Hareide ser ind i.

- Jeg ser positivt fremad, selvom jeg lige nu sidder med en tomhed. Men det er vigtigere, at samfundet kommer i balance igen, at vi tager os af de syge og passer på hinanden.

- Så kan jeg ved siden af det tænke på den gode tid med landsholdet, på alle de følelser der er omkring folk, der elsker fodbold - og jeg tager alle de gode ting med mig.

Helt naturligt ville den kejtede måde, DBU håndterede det på, da de annoncerede, at Hareide ikke skulle fortsætte efter sommeren 2020, være til en slutreplik. Men det gider nordmanden ikke beskæftige sig med mere.

- At have med fodbold at gøre handler om følelser - dem har jeg også. Skal vi ikke lade det blive ved det.

DBU arbejder på at give Hareide en værdig afslutning

Åge Hareide er en mand med meninger og fyldt med retfærdighed. Det kunne komme op til overfladen, den dag der er havblik i Fannefjorden. Lige nu er det tomhed og skuffelse, der fylder. Men også forståelse.

- Situationen i hele verden er det vigtigste. Menneskeheden kommer før alt andet.

I Dansk Boldspil-Union (DBU) går arbejdet nu i gang med at finde ud af, hvordan man bedst kan sige tak for indsatsen til Åge Hareide.

Det sagde DBU-formand Jesper Møller på et pressemøde tirsdag.

- Jeg håber fortsat, at vi kan give Åge en værdig afslutning, men det er også en ekstraordinær situation det her. Jeg har ikke haft mulighed for at drøfte en officiel afsked med administrationen eller Åge. Det vil vi gøre i de kommende dage, lød det fra Jesper Møller.

DBU's fodbolddirektør Peter Møller har udtalt, at han vil finde en anledning til at hylde Åge Hareide. Et sidste farvel.

Kasper Hjulmand afløser Åge Hareide. Hjulmand tiltræder som landstræner 1. august.