Fodbolden bløder – EM bliver aflyst

KLUMME: Tirsdag er UEFA vært for et videomøde med de 55 medlemslande. TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft tror på en udskydelse af EM.

EM-slutrunden denne sommer bliver suspenderet.

Den store fodboldevent får det foreløbige dødsstød, og dermed går Danmark, København, landsholdet og dansk fodbold glip af den største sportsbegivenhed på dansk grund. Sådan ser billedet ud op til det omfattende videomøde, som UEFA arrangerer tirsdag.

Det er ikke sikkert, at UEFA beslutter sig definitivt efter dette møde, som er delt op i tre faser. Måske bliver EURO 2020, som EM officielt hedder, skubbet i venteposition til en senere afgørelse, men sagen synes ganske klar. Sommeren bliver EM-fri.

Financial Times citerer kilder for, at beslutningen skulle være truffet, og ifølge B.T. skulle hotelværelser i DGI Byen være afbestilt af UEFA, som ikke har bekræftet. Men meget andet indikerer en aflysning.

Coronapandemien har lagt næsten al fodbold ned, og ingen venter, at der kommer grønt lys i nærmeste fremtid. Det betyder, at Champions League, Europa League og samtlige nationale ligaer kommer så meget i klemme, at pladsen i fodboldkalenderen er mere end trang, hvis der skal spilles færdig i de turneringer. Og det skal der, mener klubberne.

Nationale ligaer prioriteres højere end EM

Præsidenten i organisationen European Leagues, altså organisationen for de europæiske ligaer, svenske Lars-Christer Olsson siger til Dagens Nyheter, at han klart har en førsteprioritet, som han vil fastholde over for UEFA - at de nationale ligaer prioriteres højere end EM.

- De nationale ligaer skal afsluttes i den her sæson.

Lars-Christer Olsson er absolut ikke alene med den mening. Præsidenten for det italienske fodboldforbund, Gabriele Gravina, har i Gazetta dello Sport gjort det klart, at han sætter Serie A højere end EM-slutrunden.

- UEFA har intet valg.

Hans kollega i det franske forbund, FFF, Noël Le Graët, er på linje i en snak med TF1 og fra spansk side er holdningen den samme.

EM er 'i forvejen noget rod'

Ifølge Süddeutsche Zeitung vil de professionelle klubber i Tyskland have Bundesligaen og 2. Bundesliga prioriteret højere end EURO 2020, og de vil markere det klart over for UEFA. Samtidig håber de at få den tyske regerings støtte i den her sag, for som det hedder i en erklæring:

- Bliver Bundesligaen ikke færdigspillet, ligner det et indtægtstab på 750 millioner euro for klubberne (billetindtægter, sponsorer og TV-penge). Regeringen bør bakke op, klubberne betalte 1,2 milliarder euro til staten i skatter og afgifter sidste år, siger Karl-Heinz Rummenigge, direktør i Bayern München.

Englænderne, der efter planen skulle huse de to EM-semifinaler og finalen på Wembley, har endnu ikke meldt officielt ud, men ifølge Daily Mails fodboldredaktør Dominic King vil Premier League og rækkerne under være langt mere i spil end EM-slutrunden.

- Glem det. Skrab det af kalenderen. Det er i forvejen noget rod.

Og her mener han EM-afviklingen med 12 værtsbyer.

- Byrden og skuffelsen kan deles mellem mange lande.

'En magtkamp mellem UEFA og FIFA'

Af Danmarks tre indledende modstandere har Belgien ikke officielt taget stilling, men belgiske medier koncentrerer sig om magtkampen mellem UEFA og FIFA rundt om videomødet.

- Det drejer sig om en magtkamp mellem UEFA's præsident Aleksander Céferin og FIFA's præsident Gianni Infantino - en magtkamp om milliarder af euro, skriver Het Laatste Nieuws.

Og avisens leder fastslår, at UEFA ser ud til at tabe.

En af mulighederne for UEFA, hvis EM 2020 skydes ned, er at afvikle det næste sommer, altså i 2021. Men her er der EM for kvinder og mere magtfuldt, FIFAs nye store prestige- og kommercielle projekt, et udvidet VM for klubhold. Og det flytter FIFA næppe.

Infantino vil ikke lægge arm om sommerkalenderen, og efter sigende har FIFA en kontrakt liggende klar med den amerikanske investeringsbank Raine Group, som i sponsorpenge har en værdi af 900 millioner dollars (mere end seks milliarder kroner).

Til sammenligning er der ikke mange penge i en EM-slutrunde for UEFA, mens det for den europæiske fodboldunion er langt mere givtigt at færdiggøre Champions League og Europa League, som efter sigende giver UEFA 800 millioner euro pr. sæson. Så mon ikke de to europæiske turneringer kommer før EM-slutrunden i prioritering, når denne sæson skal gøres færdig.

Rusland klar til at være enevært for EM

FIFA's VM for klubhold havde senest Liverpool som vinder uden den store bevågenhed internationalt set. Det vil verdensforbundet ændre og har henlagt den nye version med 24 klubhold fra seks kontinenter til Kina. Og en af værtsbyerne er - Wuhan. Det var her coronavirussen først optrådte.

I Finland - som også er dansk modstander, hvis... - er de sikre på, at EM ikke bliver til noget denne sommer, men fodboldforbundet vil ikke komme med udtalelser før efter videomødet tirsdag. I Hufvudstadsbladet ironiserer man mest over snakken om en slutrunde i december.

- Gør klar med skiudstyr, skriver de til fodbold-tilhængerne og minder så om FIFA's tilknytning til totalitære stater: VM 2018 i Rusland, VM for klubhold 2021 i Kina og VM-slutrunden 2022 i Qatar.

Russerne, som også er i Danmarks indledende EM-gruppe, mener, at alternativet er en ændret slutrunde. Ifølge det tyske nyhedsbureau SID siger Alexei Sorokin, der var leder af organisationskomiteen for VM 2018, at Rusland er klar til at arrangere EM 2020, så man undgår rejseriet over europæiske landegrænser med 12 forskellige værtsbyer.

- Vi er klar til tage alle forholdsregler for at sikre atleternes sikkerhed, kommer det yderligere fra den russiske vicepremierminister Dmitri Chernyshenko.

En skæbne-tirsdag for europæisk fodbold

Dansk fodbold har DBU's formand Jesper Møller og den nye direktør Jakob Jensen som repræsentanter på det videomøde, der begynder tirsdag klokken 10, hvor repræsentanter for klubber, ligaer og spillere vil være ved skærmene. Klokken 13 er det UEFA's 55 medlemslande, og klokken 14 er der møde i UEFA's eksekutivkomité.

Det er på mange måder en skæbne-tirsdag for europæisk fodbold. Der skal tages hensyn til de nationale ligaer, Champions League, Europa League og EM-slutrunden 2020. Sidstnævnte synes at blive taberen. Og dermed går Danmark, dansk fodbold, København, Parken, fans og tv-seere - og Åge Hareide - glip af den største sportsevent nogensinde herhjemme.