Kjær ærgrer sig: - Hareide havde fortjent den perfekte afsked
Simon Kjær roser UEFA's beslutning om at udskyde EM, men landsholdsanføreren har samtidig ondt af Åge Hareide, der misser slutrunden.
Spillerne på det danske herrelandshold i fodbold har også fulgt nøje med i nyhederne tirsdag, hvor det europæiske fodboldforbund (UEFA) valgte at udskyde sommerens EM til næste sommer.
En beslutning, der betyder, at landstræneren for det danske landshold, Åge Hareide, går glip af EM. Det skyldes, at Hareides aftale med Dansk Boldspil-Union (DBU) udløber 31. juli i år, hvor nordmanden erstattes af Kasper Hjulmand.
Og det faktum ærgrer landsholdets anfører, Simon Kjær.
- Det er synd for Åge. Han har gjort et fantastisk arbejde med landsholdet, som han har ført frem til to slutrunder, og han havde fortjent at stå der til sommer og få den perfekte afsked, lyder det fra Kjær til TV 2 SPORT.
Kjær forstår UEFA's beslutning
Men selvom EM i 2021 nu bliver uden Åge Hareide på trænerposten, mener Simon Kjær, at UEFA tirsdag gjorde det helt rigtige.
- UEFA har truffet den eneste rigtige beslutning, og vi på landsholdet støtter den fuldt og helt. Man kan ikke spille den slutrunde.
- Hvis man ser på fodbold isoleret set, er det da utroligt ærgerligt, men i denne krise kan man bare ikke nøjes med at se på fodbolden - den bliver ligegyldig i forhold til menneskers helbred. Naturligvis også for os spillere. Liv og død er altså vigtigere end fodbold, siger Simon Kjær.
Hvad ændrer det for jer spillere?
- Jeg tror, at alle har glædet sig helt vildt til det EM - spillere såvel som danskerne generelt. Men der er bare ikke noget at gøre. Denne krise er langt vigtigere end fodbold. Når vi engang er ovre det her og kommet ud på den anden side, kan vi begynde at glæde os til sommeren 2021. EM skal være en folkefest, og det vil ikke være muligt her til sommer.
Planen er nu, at EM skal spilles i sommeren 2021 med start 11. juni og finale 11. juli. Udgangspunktet er, at turneringen så vidt muligt afvikles på samme måde, som den oprindelig var planlagt. Herunder også at den spilles i 12 forskellige værtsbyer.
Men alt det praktiske er endnu ikke 100 procent på plads, og DBU kunne tirsdag ikke endegyldigt bekræfte, at EM fortsat blandt andet skal spilles i Parken i København.
Oplever italiensk epidemi på nærmeste hold
Simon Kjær spiller til daglig i AC Milan fra Milano i Norditalien. Dermed er anføreren for det danske landshold havnet midt i det område i Europa, der er hårdest ramt af coronavirussen.
Og efter at have oplevet en historisk sundhedskrise på nærmeste hold, er Kjær ikke i tvivl om, at UEFA har truffet den rigtige beslutning.
- Jeg kan se her i Norditalien, hvor alvorligt det er, og jeg kan kun tænke på én ting, og det er, at jeg ønsker alle det bedste. Jeg håber, at alle tænker på helheden og ikke udsætter nogen for smittefare.
- I sådan en situation skal vi alle sammen følge anvisningerne fra regeringen, myndighederne og officielle eksperter dér, hvor man nu er. Der er folk, der arbejder på højtryk for at redde mennesker og redde samfundet, og så må vi andre rette ind, blive indendøre og bare gøre, hvad der bliver sagt, siger Simon Kjær.
Forsvarsspilleren er i disse dage - som så mange andre i Italien og Europa - fanget derhjemme, hvor han må træne for sig selv. Det vides endnu ikke, hvornår den italienske liga, Serie A, kan genoptages. Eller om sæsonen overhovedet bliver genoptaget.
Hos DBU arbejder man nu på, hvordan man bedst kan sige tak for indsatsen til Åge Hareide, der efter alt at dømme har stået i spidsen for Danmark for sidste gang. Både nordmanden og DBU-formand Jesper Møller forventer således, at landsholdets to planlagte kampe i juni bliver aflyst.
Hareide afløste Morten Olsen som landstræner for Danmark i 2016. I sine i alt 42 kampe i spidsen for Danmark har holdet blot tabt tre gange.
Kasper Hjulmand er Hareides afløser, og Hjulmand tiltræder som landstræner 1. august.