Coronavirus

Toft: EM-udsættelse er et stort tab – men har også fordele

Danmarks landshold kommer ikke i kamp til sommer, men udsættelsen af EM er til gengæld vigtigt nyt for Europas nationale ligaer.

Den kommende EM-slutrunde bliver udskudt til sommeren 2021.

Beslutningen er truffet grundet corona-pandemien, og selvom den ikke overrasker TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft, er det stadig en trist skæbne.

- Det er et stort tab for fodbolden og for dansk fodbold, for Danmark skulle jo have afholdt en del af slutrunden i København.

- En EM-slutrunde er jo en stor ting. Det er nationer mod hinanden, og det er dér, hånden stiger op foran hjertet. De bedste mod de bedste. Og så at Danmark skulle spille hjemme i Parken, siger Toft med henvisning til, at landsholdets tre gruppekampe skulle have været afviklet i den danske hovedstad.

For første gang nogensinde skulle EM spredes ud over tolv storbyer på tværs af hele Europa, hvor København var iblandt.

Vigtigt for nationale ligaer

Intet er dog så skidt, at det ikke kan være godt for noget.

Udsættelsen af den enorme fodboldfest betyder nemlig, at alle nationale ligaer i Europa - hvoraf langt de fleste i øjeblikket er suspenderet - sandsynligvis kan spilles færdig.

- De nationale ligaer kan komme til at afslutte deres sæson på næsten normal vis, da man altså i sidste ende har prioriteret slutrunden som noget, man godt kunne skubbe.

- Det er først og fremmest, fordi økonomien er langt større i de nationale ligaer og i Champions League og Europa League. Det betyder fantastisk meget for hver enkelt nation, at disse ligaer bliver færdigspillet. Både af hensyn til det økonomiske, men også af hensyn til spillerne. Deres jobs er jo i klubberne, siger Flemming Toft.

Åge Hareide kommer ikke med

Den igangværende pandemi gør dog, at den næste slutrunde bliver med en ny dansk landstræner ved roret.

Kasper Hjulmand tiltræder nemlig 1. august og får dermed knap et år til at forberede slutrunden i 2021.

- Det betyder, at den danske landstræner Åge Hareide ikke kommer til slutrunden, og så forberedelserne er jo smadrede, siger Flemming Toft.

Danmarks testkampe forud for det oprindelige EM til sommer er for længst også blevet aflyst