Fodbold

EM og Tour-start i København samme sommer er ikke optimalt, siger medarrangør

Christian Eriksen og Jakob Fuglsang skal måske deles om København næste sommer. Ritzau Scanpix

Direktøren i Sport Event Danmark spår, at det bliver udfordrende at afvikle både EM-kampe og Tour de France-etaper i samme periode næste sommer.

EM i fodbold og Tour de France-start samme sommer i den samme by i Danmark.

Det lyder jo næsten for godt til at være sandt, men det er lige nu sådan sommeren 2021 kommer til at se ud i København, efter at EM tirsdag blev udskudt til næste år.

Men det medfører også et langt mere omfattende arbejde hos de danske aktører, heriblandt Sport Event Danmark, der har en fod med i både afviklingen af EM og Tour de France i Danmark.

- Det er ikke optimalt, men nu er det et vilkår, vi bare skal forholde os til. Det kan gå hen og blive udfordrende, men vi må løse det, siger Lars Lundov, der er direktør i Sport Event Danmark, til TV 2 SPORT.

EM i 2021 skal spilles fra 11. juni til 11. juli, mens Touren starter 2. juli i forlængelse af holdpræsentationen nogle dage i forvejen.

Forløber EM-planen som den var tiltænkt i 2020, skal Parken beværte tre gruppekampe og en ottendedelsfinale, hvorfor slutrunden først "slutter" i Danmark, når de fysiske forberedelser til Tour de France-starten er begyndt.

- Det kommer tæt på, og ingen af os har overblikket over de mulige konsekvenser af det endnu. Men vi håber, at en by som København kan rumme begge begivenheder.

- Det ville da være ærgerligt, hvis vi ikke kan være værter for begge, inklusive de udfordringer, det nu indbefatter, siger Lars Lundov.

Unik mulighed for fodbold-EM i Danmark

Skulle det ikke lykkedes at få genplaceret EM i København i 2021, er det, ifølge Sport Event Danmark-direktøren, en unik mulighed, der løber ud i sandet.

- Nu er der åbnet en dør for, at vi kan være vært til et EM. Det er jo Danmarks eneste mulighed, fordi slutrunden er splittet op mellem flere nationer.

- Det er ikke sikkert, at Danmark får chancen for et EM igen med de store krav, der er til det i dag, siger han.

København er en af 12 værtsbyer for EM, da UEFA har valgt at sprede slutrunden ud over hele Europa i anledningen af turneringens 60-års jubilæum.

Og i Dansk Boldspil-Union (DBU) håber formand Jesper Møller også, at det lykkedes, men han siger, at intet er sikkert på nuværende tidspunkt.

- Vi har alle glædet os til at holde en kæmpe fodboldfest i København og i resten af Danmark, og vi vil gerne være med i 2021.

- Vi bliver dog nødt til at undersøge, hvad der er muligt, både i forhold til Parken, hoteller og resten af det kæmpe setup, det er at afholde fire kampe i en EM-slutrunde. Vi ønsker en ansvarlig og bæredygtig løsning, sagde Jesper Møller på et pressemøde tirsdag.

Det danske landshold er i EM-gruppe med Finland, Belgien og Rusland. Holdet skal efter planen spille alle sine gruppekampe i Parken.