La Liga-klub melder om 15 positive coronatests
Fodboldklubben Alaves har coronatestet alle på og omkring førsteholdet. Det udløste 15 positive prøver.
15 medarbejdere i den spanske fodboldklub Alaves er smittet med coronavirus. Det oplyser klubben ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Lørdag meddelte Alaves, at to medlemmer af trænerteamet omkring klubbens førstehold var testet positiv, men virusset er altså mere udbredt end først antaget.
- Der har været 15 positive tilfælde, heraf tre fra førsteholdstruppen og syv medlemmer af trænerteamet, lyder det i meddelelsen.
- Klubben besluttede at gennemføre testene i henhold til vores politik om ansvarlighed over for medlemmerne af vores familie, og resultaterne viser, at det var den bedste og hurtigste måde, vi kunne udpege tilfældene og tage de nødvendige forholdsregler for at reducere spredningen, skriver klubben.
Alaves oplyser, at ingen af de 15 smittede har haft nogen sygdomssymptomer.
Klubbens coronatests har mødt kritik
Klubbernes omfattende brug af coronatests har mødt kritik, blandt andet fra præsidenten for Det Spanske Fodboldforbund, Luis Rubiales.
Han langede tirsdag ud efter klubberne for at teste unge og sunde fodboldspillere, når man i stedet kunne bruge testene på mere udsatte medborgere.
- Velvidende at mange menneskers liv står på spil, forekommer det mig upassende at teste fodboldspillere, når det ikke er dem, der har behov for det, sagde Rubiales ifølge Reuters.
- Resultatet for spillerne er det samme. Hvis de tester positiv og ikke har alvorlige symptomer, bliver de isoleret derhjemme. At teste spillere virker absolut antipatriotisk i disse tider, lyder det.
Spansk klub har afvist at modtage testudstyr
Præsidenten får opbakning fra La Liga-klubben Valladolid, der har afvist at modtage testudstyr, som den spanske ligaforening har tilbudt at stille til rådighed.
- Ingen spiller har haft symptomer, og vi tror, at det er folk, som er langt dårligere stillet end os, som har mere behov for det, end vi har. Det er de mennesker, der skal prioriteres, siger klubtalsmanden David Espinar ifølge Reuters.