Hjulmand er kommet under endnu større pres efter Hareides farvel
Åge Hareides pludselige afgang som landstræner for Danmark sætter afløseren Kasper Hjulmand under et endnu større pres, vurderer fodboldeksperter.
Udskydelsen af sommerens Europamesterskab i fodbold til sommeren 2021 er en presbold hen i fødderne på Danmarks kommende landstræner.
Åge Hareide havde kvalificeret Danmark til EM-slutrunden, men nordmanden får ikke lov til at gøre arbejdet færdigt, da Hareides kontrakt udløber til sommer. I stedet skal den nye landstrænerkonstellation med Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst løfte den store opgave.
De skal fra 1. august stå i spidsen for det danske A-landshold.
- Allerede om under 12 måneder er der en meget stor svendeprøve for Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst, og det kan reelt set være dødsstødet for dem, hvis de har en dårlig VM-kvalifikation kørende. Leverer de et dårligt EM, så er det jo ikke urealistisk, at man er nødt til at trække knivene frem og skære rebet over, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker og tilføjer:
- Til gengæld er det jo også en enorm mulighed for at vise sig frem.
Kasper Lorentzen, der ligeledes er fodboldekspert på TV 2 SPORT, mener også, at udfordringen og presset er blevet større på Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst, da Åge Hareide stopper som landstræner med en historisk stime på 34 ubesejrede landskampe i træk.
- Nu hviler der et endnu større pres på skuldrene af dem, fordi nu er det dem, der skal tage alt den succes, som de ikke selv har været med til at skabe, og præstere i sommeren 2021, siger Kasper Lorentzen.
Hjulmand-fodbold med et Hareide-hold
Mads Junker peger på, at en nation som eksempelvis Holland kan drage fordel af et udskudt EM, da de vil kunne få de skadede profiler Memphis Depay og Steven Birgwijn klar, mens Danmark står i en situationen, hvor trænerskiftet kan blive en ulempe.
- For Danmark er jeg ikke sikker på, at det tilkommer os vel, fordi landsholdet har vænnet sig til Åge Hareides stil. Den skulle man køre videre til EM-slutrunden, som forhåbentlig skulle kulminere med noget succesrigt, ligesom VM reelt set var succesfuldt, og derefter kunne man så komme over i Hjulmands spor, siger Junker og forklarer et af problemerne:
- Det kommer til at være et spændende, men også et udfordrende mismatch, at nu skal landsholdet spille Hjulmand-fodbold med et hold, der egentlig er et Hareide-hold. Og inden for meget kort tid – om et år i stedet for først om to år - skal det faktisk kulminere, siger Mads Junker.
Kasper Lorentzen er lidt mere fortrøstningsfuld i forhold til Kasper Hjulmands arbejdsbetingelser i den nye situation.
- Han har trods alt et år og ikke kort tid som nogle trænere, når de kommer til efter et trænerskifte og skal skabe resultater med det samme. Det skal Hjulmand jo stadig i VM-kvalifikationen, så han bliver sat på prøve fra start, men EM kommer året efter, og så har han trods alt fået lov til at arbejde med landsholdet i et stykke tid, siger Kasper Lorentzen.
De to fodboldeksperter diskuterer blandt andet landstrænerens afgang i TV 2 SPORTs særudsendelse: ”Hjemmefra: Hvad stiller fodboldverdenen op med coronavirussen”, som man kan se på TV 2 PLAY.
I det første afsnit er emnerne:
- EM 2020 er udskudt og Åge Hareide stopper
- Hvad gør fodboldeuropa?
- Fodbolspillernes nye hverdag
- La Liga og Serie A - hvor står de to ligaer?