Fodbold

Hviderusland starter ny sæson med tilskuere: - Det er ikke alvorligt

Spillerne i BATE Borisov og resten af den hviderussiske liga er klar til en ny sæson. Sakis Mitrolidis / Scanpix Denmark

Mens resten af Europa har indstillet alt fodbold, tog Hviderusland hul på en ny sæson med fans på lægterne.

Mens fodbolden er sat på pause i hele Europa og det meste af verden på grund af coronavirusset, triller bolden videre i Hviderusland, der torsdag tog hul på en ny sæson i den bedste hjemlige liga.

Det ser præsidenten for Det Hviderussiske Fodboldforbund, Vladimir Bazanov, intet forkert i.

- Hvorfor skulle vi ikke spille? Har vi undtagelsestilstand i landet? Det her er ikke en alvorlig situation, og derfor har vi besluttet at starte ligaen som planlagt, siger han til forbundets hjemmeside.

Der blev derfor spillet to kampe i ligaen torsdag, og der blev tilmed lukket tilskuere ind på de to stadioner.

- Mange kampe i Europa afholdes eller blev afholdt uden tilskuere, men så samles de i stedet uden for stadion, så det giver ikke mening at lukke dørene, siger Bazanov.

Der skal efter planen også spilles kampe i den hviderussiske liga fredag, lørdag og søndag.

Ifølge Johns Hopkins University, der følger udviklingen i smittespredningen, er der registreret 51 smittede personer i Hviderusland.

På verdensplan er mere end 244.000 mennesker blevet smittet med virusset. Over 10.000 har mistet livet. Der er registreret flest dødsfald i Italien, hvor 3405 af de godt 41.000 smittede er døde.

Torsdag suspenderede Tyrkiet sin liga, og i sidste uge gjorde Rusland det samme. Det betyder, at stort set alt europæisk fodbold er sat på pause for at bekæmpe det omfattende virusudbrud.