Coronavirus

Schmeichel, Zlatan og flere storklubber går til kamp mod coronavirus

Kasper Schmeichel og Zlatan Ibrahimovic er nogle af de spillere, der samler ind mod corona. Scanpix/Ritzau

Klubber og spillere i Europas største ligaer samler ind og donerer til kampen mod spredning af coronavirus.

Mens det sportslige ligger stille over stort set hele verden, bruger spillere og klubber i nogle er Europas største fodboldligaer tiden på at samle penge ind til kampen mod coronavirus.

I Italien, der med 3405 ofre for virusset er det land i verden, der har flest døde, er klubber, spillere og fans i gang med at rejse millioner af kroner til økonomisk støtte, mens sundhedsvæsenet kæmper for at hjælpe de smittede.

Nu mere end nogensinde har velgørenhedsorganisationer brug for vores hjælp

Kasper Schmeichel

Således har AS Roma doneret 8000 beskyttelseshandsker og 2000 flasker håndsprit til kirker i hovedstaden, Rom, mens Inter har givet 300.000 beskyttelsesmasker til det offentlige sundhedsvæsen.

Spillerne og trænerne i Inter har doneret 500.000 euro (3,7 millioner kroner), mens en indsamling startet af Roma, AC Milan, Juventus og Fiorentina har rejst 420.000 euro (3,1 millioner kroner).

individuelle stjerner er gået ind i kampen mod corona.

Den svenske stjerne og Milan-angriber Zlatan Ibrahimovic startede torsdag en indsamling, hvor han selv lagde de første 100.000 euro. Kampagnen har indtil videre rejst 250.000 euro.

Også i England samles der penge ind til kampen mod krisen. Her har den danske målmand Kasper Schmeichel bidraget med 160.000 kroner, der skal hjælpe ældre med at komme igennem krisen.

- Nu mere end nogensinde har velgørenhedsorganisationer brug for vores hjælp. Lad os alle gøre, hvad vi kan, for at beskytte vores ældre, skriver den danske landsholdskeeper på Twitter.

I Tyskland har Bayern München-profilerne Leon Goretzka og Joshua Kimmich fredag startet en indsamling, hvor de selv har bidraget med en million euro (7,5 millioner kroner).

Desuden har det mandlige tyske fodboldlandshold doneret 2,5 millioner euro (18,7 millioner kroner) til kampen mod coronavirus.

I alt er mere end 246.000 mennesker på verdensplan smittet med coronavirus, der har kostet mere end 10.000 personer livet.