Fodbold

UEFA trækker udmelding om EM-navn og værtsbyer tilbage

UEFA skrev fredag aften, at de har tillid til, at alle 12 værtsbyer vil forblive de samme i 2021. Senere på aftenen har de valgt at slette artiklen.

Denne artikel er blevet opdateret, efter at UEFA fredag aften har gjort opmærksom på, at de ved en fejl havde udgivet en såkaldt Q&A-artikel om EM-slutrunden, der er udskudt til 2021.

Fredag aften har det europæiske fodboldforbund, UEFA givet svar på flere af de spørgsmål, som mange fodboldfans har stillet sig selv og andre, efter at det i tirsdags blev officielt, at årets EM-slutrunde er udskudt til 2021 på grund af den aktuelle coronakrise.

Et af spørgsmålene gik på, om næste års slutrunde også vil have de samme 12 værtsbyer og blive spillet under det format, der var udsigt til i år.

- Vi har tillid til, at alle vores værtsbyer vil forblive, som de er, og at turneringen vil være tro mod dens originale vision: At opsætte en sand europæisk begivenhed, der passer til UEFAs 60-års fødselsdag.

- Europamesterskabet vil fortsat være kendt som UEFA Euro 2020, skrev fodboldforbundet i en artikel.

Men den artikel er nu slettet. UEFA skriver i et tweet, at de ved en fejl havde udgivet den pågældende artikel, og at der endnu ikke er truffet en beslutning om, hvad slutrunden skal hedde.

DBU-formand vil ikke garantere dansk værtsskab

Uanset udmeldingen fra UEFA er det ikke sikkert, at der næste sommer skal spilles i alt fire EM-kampe på dansk grund. Flere ting skal gå op i en højere enhed for, at det kan lade sig gøre.

Det sagde DBU-formand Jesper Møller i en pressemeddelelse umiddelbart efter, at udskydelsen af slutrunden blev offentliggjort.

- Vi har alle glædet os til at holde en kæmpe fodboldfest i København og i resten af Danmark, og vi vil gerne være med i 2021.

- Vi bliver dog nødt til at undersøge, hvad der er muligt, både i forhold til Parken, hoteller og resten af det kæmpe setup, det er at afholde fire kampe i en EM-slutrunde. Vi ønsker en ansvarlig og bæredygtig løsning.

I 2021 er det ikke kun EM, der efter planen kommer til Danmark. Også Tour de France lægger vejen forbi de danske veje, når de tre første etaper af det franske etapeløb skal køres i Danmark.