Fodbold

Dortmund-ikon sammenligner Haaland med Messi og Ronaldo

Erling Braut Haaland har taget fodbold-Europa med storm i denne sæson. Patrik Stollarz / Ritzau Scanpix

Dortmund-legenden Karl Heinz Riedle kalder Erling Braut Haaland for en af de bedste angribere i verden.

Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og Robert Lewandowski.

Og så er der også lige Borussia Dortmunds Erling Braut Haaland.

Dortmund-legenden Karl-Heinz Riedle tager den norske teenager med, når han skal pege på de bedste angribere i verden lige nu.

Det vil være helt galt at tænke på det næste skridt

Karl-Heinz Riedle

54-årige Riedle både advarer og hylder Haaland i et interview med tyske Sportbild. Og hyldesten er til at tage og føle på.

- Robert Lewandowski, Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og Erling Haaland er for tiden de bedste angribere i verden for mig at se, siger Riedle til magasinet.

I 1997 skrev Riedle sit navn ind i Dortmund-historien, da han med et mål i finalen var med til at vinde Champions League med den tyske klub.

19-årige Haaland har scoret masser af mål, siden skiftet fra østrigske Red Bull Salzburg til Dortmund i Bundesligaen i januar.

For tidligt at tænke på større klubber

Trods den eventyrlige start advarer Riedle om at skifte til en større klub for tidligt.

- Det vil være helt galt at tænke på det næste skridt efter nogle få gode kampe i Dortmund og tale om at komme til Real Madrid snart, siger Riedle.

Erling Braut Haaland har scoret mål på samlebånd i denne sæson.

Den tidligere Liverpool- og Lazio-målræv mener tværtimod, at Haaland skal spille stabilt over længere tid og også være forberedt på et formdyk.

- Indtil videre er alt gået perfekt for Haaland. Men der kommer nedture og målkriser.

- Han er fortsat i begyndelsen af karrieren og har tid nok til at komme til en endnu større klub på et tidspunkt, pointerer Riedle.

Vil blive en af de bedste i verden

Han mener, at det vil være lettere i netop Dortmund at ramle ind i en måltørke eller formkrise, uden at tålmodigheden slipper op.

- Haaland har bevist, at han som 19-årig nemt kan klare sig i en stor klub i en topliga samt i Champions League.

- Hvis han holder sig i sporet, vil han definitivt blive en af de bedste angribere i verden, vurderer Riedle.

I øjeblikket må Haaland i lighed med de øvrige fodboldspillere i Europa vente tålmodigt på næste kamp.

Fodbolden i Tyskland er sat på pause - i første omgang indtil 2. april - på grund af udbruddet af coronavirus.